
Midtjyske stearinrester giver varme i Ukraine
Udgivet:22. februar 2023, 12.44
Læsetid:1 minut
UKRAINE Hvis man hører til dem, der foretrækker at puste stearinlysene ud, inden de brænder sig helt ned i stagen, ender man med stearinrester. Dem kan man give videre til et godt formål. Isenvad Kirke indsamler stearinresterne i en kasse i kirkens våbenhus, og de bliver givet videre til foreningen »Bevar Ukraine«.
Foreningen står for at omsmelte stearinresterne og lave dem til nye, specialstøbte lys, som kan bruges som varmekilde i ukrainske hjem, hvor en ustabil varmeforsyning og den kolde vinter er et stort problem for mange.
»Bevar Ukraine« blev grundlagt af ukrainere i Danmark i 2014, da konflikten mellem Rusland og Ukraine oprindeligt begyndte. »Bevar Ukraine« yder humanitær hjælp i form af medicin, tøj, mad og andre former for hjælp til civilbefolkningen, der lider under krigen.