Håndbold: HIH på udebane mod bundhold

Herning-Ikast Håndbold møder i aften HTH Ligaens bundhold

22. januar 2020, 09.34

Der har været meget at juble over på det seneste for Sabine Englert, Sarah Iversen, Stine Skogrand og resten af HIH-kvinderne. Herning-Ikast-holdet er ubesejret i de seneste 11 kampe. Foto: Henrik Ole Jensen

HÅNDBOLD Der står bundhold og Bietigheim på ugens agenda for Herning-Ikast Håndbold.

I aften spiller HIH-kvinderne på udebane mod Skanderborg Håndbold, der ligger på sidstepladsen i HTH Ligaen.

Det er selvsagt en kamp, der skal give to point for de danske vicemestre og nykårede pokalvindere, men Skanderborg har dog enkelte gange i sæsonen vist, at de kan true topholdene på en god dag. Eksempelvis tabte østjyderne blot 27-28, da København Håndbold var på besøg i efteråret, og de tabte også blot 26-30 på udebane mod de danske mestre, Team Esbjerg.

-Vi er et vinderhold

Men Herning-Ikast er inde i en god periode og har ikke tabt en eneste kamp i 2020. Senest viste holdet også fine takter, da midtjyderne i lørdags spillede 26-26 på udebane mod de tyske mestre, BBM Bietigheim, i den europæiske EHF Cup.

- Vi viser, at vi er et vinderhold. Vi er ikke sådan lige at knække, sagde en tilfreds cheftræner Mathias Madsen kort efter pointdelingen i Tyskland, hvor han så sit mandskab kæmpe sig tilbage fra 15-19, 23-25 og 25-26 på en svær tysk udebane.

Netop Bietigheim venter igen på lørdag i EHF Cup-gruppespillet. Denne gang i IBF Arena i Ikast.

Med en sejr kan HIH tage et stort skridt mod ikke bare avancement fra gruppen, men også mod puljens førsteplads.

- Hvis vi tager fire point mere, så vinder vi gruppen. Det betyder, at vi kan afgøre førstepladsen ved at vinde vores to hjemmekampe, pointerede Mathias Madsen efter lørdagens kamp.