Endnu et nyt projekt bygget færdigt: De første lejere er flyttet ind i Marienlundsparken med 20 lejligheder

De første beboere er i gang med at flytte ind i et af de mange nye boligkomplekser i Ikast, Marienlundsparken, der består af 20 lejeboliger

Udgivet:02. december 2020, 07.02

Læsetid:2 minutter

Fra venstre boligprojektmagerne Henrik Sandgaard og Jens Lundgaard, tekstilvirksomheden X-Company i Ikast, flankeret af Søren Merrild Kirkegaard, partner i EDC i Ikast foran de færdig 20 nye lejeboliger i Marienlundsparken. Foto: Privat

Jette Aaes
Egnsredaktør

2 år siden

IKAST Det ene lejlighedskompleks efter det andet skyder op i Ikast for tiden, og i november blev de første af 20 nye leje-lejligheder i Ikasts sydby klar til indflytning. Der er tale om det projekt, Henrik Sandgaard og Jens Lundgaard fra tekstilvirksomheden X-Company står bag på den grund, som tidligere indeholdt nabobygningen til KnowHouse på Marienlunds Allè. En bygning som helt tilbage i tiden dannede rammen om strikvarevirksomheden Kølbæk Jensen.

-Siden vi fik Ikasts bys byforskønnelsespris i 2009 har bygningen med rundbuespær været en torn i mine og ikke mindst min kones æstetiske øjne, og vi har overvejet, hvad vi skulle gøre ved matriklen, fortæller Henrik Sandgaard.

- Og da vi så, at efterspørgslen på gode lejeboliger i størrelsen 75 til 100 kvadratmeter stadig er stor i Ikast, gik vi sammen med Årstiderne Arkitekter i gang med projekteringen, fortæller den driftige tekstilmand.

Halvdelen udlejet

Arbejdet er ifølge Henrik Sandgaard kørt upåklageligt med KG Hansen som hovedentreprenør assisteret af en række lokale håndværkere og med Kaare Dalmann og hans kolleger fra Årstiderne Arkitekter som både arkitekt, rådgiver og tilsynsførende.

- Og vi kan gælde os over, at vi har fået sat et arkitektonisk flot byggeri på benene, og ikke mindst, at det allerede er lykkedes EDC at få udlejet eller reserveret næsten halvdelen af de 20 lejligheder. Det endda til trods for at udendørsarealet på grund af årstiden ikke har kunnet anlægges, lige som vi stadig taler med kommunen om tilladelse til opførelse af et 120 kvadratmeter frostfrit depotrum til deling mellem de 20 lejligheder. Men det forventer vi nu falder på plads hen over årsskiftet, siger Henrik Sandgaard.

Projektet er på i alt 1.800 kvadratmeter, og der er tale om to bygningsstænger med hver fem lejligheder i stueplan og på 1. sal. I begge bygninger er der elevator og tilknyttet vicevært, siger Jens Lundgaard, til daglig partner og CFO i X-Company, og manden der har stået for det administrative i Marienlundspark-projektet.

Bred målgruppe

Hos EDC Ikast fortæller partner Søren Merrild Kirkegaard, at der er tale om lejligheder for en bred målgruppe.

-Vi oplever blandt andre folk, der har solgt deres parcelhuse, og nu vil til at nyde den tredje alder uden at tænke på have og vedligehold, og vi taler om unge mennesker, der lige er flyttet fra hjemmefra og skal bo alene eller i parforhold for første gang, siger Søren Kirkegaard, der forventer at have alt udlejet inden påske.

- Det er i hvert fald den interesse, vi har oplevet ved tilsvarende projekter i både østbyen og vestbyen i Ikast, siger Søren Kirkegaard.