S-politikere: KMC er et godt eksempel på landbrugets grønne omstilling

Socialdemokratisk ros til KMC i Brande fra både landspolitiker og lokale byrådsmedlemmer

29. september 2020, 12.52

Bagerst fra venstre er det direktør Jesper Burgaard, KMC og jurist Axel Bonde, KMC, der mandag viste rundt og forklarede om virksomheden for de tre besøgende socialdemokrater, forrest fra venstre Kirsten Hoffmann, Anne Paulin og Kasper Pauli Pedersen. Foto: Privat

BRANDE Landbruget er godt på vej med den grønne omstilling, og KMC er en af de virksomheder, der driver udviklingen frem. Det var konklusionen, da socialdemokratiets klimaordfører Anne Paulin og de to lokale partifæller og byrådsmedlemmer Kasper Pauli Pedersen og Kirsten Hoffmann i går besøgte virksomheden i Brande.

KMC havde sammen med Landbrug & Fødevarer budt politikerne på en rundvisning på virksomheden og fortællingen om udviklingen fra en klassisk kartoffelmelsfabrik til en ingrediensvirksomhed, der kan bidrage i indsatsen mod klimaforandringer.

Anne Paulin hæftede sig specielt ved den omstilling, KMC har gennemgået.

- Landbruget er i gang med en grøn omstilling, og det er KMC og de danske kartoffelavlere, der ejer virksomheden, et rigtig godt eksempel på. Det er fascinerende at se en virksomhed, der i mange år har produceret kartoffelstivelse, også kaster sig ind i nye markeder og produkter, som for eksempel at lave planteprotein ud af kartoflerne. Allerede i dag er der et voksende marked for planteprotein til nye grønne madvarer, og den efterspørgsel vil bare blive større i fremtiden, sagde hun efter besøget.

Bæredygtig vækst

Kasper Pauli Pedersen fremhævede, at KMC er et rigtigt godt eksempel på, at bæredygtighed og vækst ikke er hinandens modsætninger.

- Undertiden kan man godt gå med en fornemmelse af, at der er nogle partier i Folketinget, der gerne vil tale en modsætning op mellem bæredygtighed og vækst, men virkeligheden er jo, at der er et kæmpe vækstpotentiale i den grønne dagsorden, og det er vores lokale virksomhed KMC et glimrende eksempel på. Fra et helt lokalt perspektiv, så er den vækst vi ser hos vores virksomheder, der arbejder med den grønne dagsorden, jo godt for hele Ikast-Brande Kommune og vores ambition om at være et attraktivt sted at arbejde og bo. Derfor har vi også lokalt en interesse i, at de har nogle gode rammebetingelser, lød det fra Kasper Pauli Pedersen.

Hos KMC glædede direktør Jesper Burgaard og jurist Axel Bonde sig over den politiske anerkendelse af firmaets anstrengelser for at blive en virksomhed, der satser på at blive en grøn vækstmotor med rod i landbruget.

Begge pointerede således, at kartoflen som afgrøde fint matcher de seneste europæiske krav om en øget vegetabilsk og mere bæredygtig landbrugsproduktion.

- Under de rette vilkår i et stærkt konkurrenceudsat marked vil kartoflens store potentiale kunne yde betydelige bidrag på den grønne dagsorden, lød det fra Jesper Burgaard.