
Sidste frist for rævekager er sat
Der er nu sat dato på, hvornår det nyvalgte byråd officielt konstitueres
Udgivet:22. november 2021, 14.26
Læsetid:1 minut
Efter lange forhandlinger blev der på valgnatten indgået aftale om fordeling af titlen som borgmester og viceborgmester i det nyvalgte byråd. Der blev også sat partinavne på formandsposterne i de politiske udvalg. Men intet er helt sikkert, før det nye byråd har holdt sit konstituerende møde. Foto: Laila Kempel
2 år siden
VALG Smilene var store hos de politikere, som på valgnatten vandt de intense forhandlinger om borgmesterposten og de mest attraktive udvalgspladser i Ikast-Brande Kommunes byråd for perioden 2022 til 2025.
Men selvsamme politikere, herunder den genvalgte borgmester Ib Lauritsen (V), må vente i spænding på det konstituerende byrådsmøde, hvor det nyvalgte byråd mødes og officielt udpeger borgmester og viceborgmester. Samt sætter navne på udvalgsposter
- Det bliver 6. december, hvor alle de nyvalgte er indkaldt til et konstituerede byrådsmøde, oplyser Ib Lauritsen.
Efter det konstituerende byrådsmøde forsvinder muligheden for at lave politiske rævekager. I følge Loven om Kommunernes styrelse kan der ikke komme »valg i utide« i kommunerne, som vi kender det fra folketingsvalg, hvor statsministeren kan udskrive nyvalg, før regeringens periode er udløbet.