Kirker rykkede ud under åben himmel

De tre sogne omkring Bølling Sø havde Kristi Himmelfartsdag fælles friluftsgudstjeneste ved søens bred

Udgivet:24. maj 2023, 12.00

Læsetid:2 minutter

Friluftsgudstjneste ved Bølling Sø¸ Kristi himmelfartsdag 2023 for de tre sogne omkring søen. Gudstjenesten forrettes af Torben Pedersen, Engesvang, og Kresten Thue Andersen, Kragelund. Foto: Hans Jørgen Hansen

GUDSTJENESTE Kristi himmelfartsdag, da der rundt om i kirkerne blev prædiket over tekster om, da Jesus tog afsked med sine venner og fór til himmel, kunne menighederne i Funder, Kragelund og Engesvang virkelig sætte sig ind i teksteRNES ord om, at de alle stod og kikkede op mod himlen. Den fælles gudstjeneste for de tre sogne foregik nemlig ude under åben himmel.

Det har været tradition, siden Bølling Sø blev genskabt i 2005, at de tre sogne har en fælles friluftsgudstjeneste Kristi himmelfartsdag.

I år blev gudstjenesten holdt på Engesvang-siden af søen, men det var præsten fra Funder og Kragelund, Kresten Thue Andersen, der holdt prædiken.

- Da Jesus var væk, var der pludselig to mænd i hvide klæder, der måske lidt retorisk spurgte »Hvorfor står I og kikker op?«.

- Uanset hvor længe vi kikker op, vil vi ikke få øje på Jesus og Guds rige deroppe. Det er nemlig lige her i blandt os. Kristi himmelfart handler ikke om slutningen på historien. Det er starten på historien. Nu er det menneskenes tur. Nu er det vores ansvar at arbejde for Guds rige, sagde Kresten Thue Andersen blandt andet i sin prædiken.

Han havde også taget sin bas med og spillede til salmerne sammen med en klarinettist. Blandt dagens salmer var blandt andet en af Simon Grotians salmer, der endnu ikke er kommet i salmebogen.

Også den konstituerede sognepræst i Engesvang, Torben Pedersen, deltog i gudstjenesten, hvor han blandt andet tog sig af at læse tekster og bønner og byde velkommen. De var fælles om at uddele nadveren til de forsamlede på skråningen med udsigt over søens blå vand og de lysegrønne træer på den anden side.

Efter gudstjenesten serverede Engesvang Menighedsråd kaffe og kage.