Lokal deltager i primetime: Tidligere Ikast-dreng kæmper for drømmehuset

32-årige Lucas Lohmann kan i de kommende uger følges i »Nybyggerne«, hvor han og kæresten Martin skal forsøge at vinde et hus

Udgivet:07. oktober 2021, 09.53

Læsetid:3 minutter

Lucas Lohmann (t.h.) og hans kæreste, Martin, kæmper i de kommende uger om at vinde drømme­huset, som parret selv bygger i Sønder­borg. Tv-optagelserne fandt sted for flere måneder siden, men finalen bliver først afgjort til november. Foto: André Blinkilde/TV2

Mikkel Korsgaard Christensen
Journalist| mkc@herningfolkeblad.dk

BOLIG Han er ikke i tvivl: De intensive, søvnløse og udmattende døgn har for altid forandret ham. Til det bedre vel at mærke.

32-årige Lucas Lohmann er opvokset i Ikast, og sammen med kæresten Martin bor han nu i København, men Ikast sidder i den grad fortsat i kroppen på ham.

Igen i aften kan Lucas Lohmann ses i TV 2-programmet »Nybyggerne«, hvor han de næste mange onsdage kæmper med tre andre par om at bygge - og vinde drømmehuset.

- Vi kan rigtig godt lide det jyske, og Martin er selv fra Aarhus-forstaden Åbyhøj, så vores drøm er at flytte til Jylland - og den største drøm er naturligvis at vinde vores nybyggerhus i Sønderborg, lyder det fra Lucas Lohmann med henvisning til årets »Nybyggerne«-deltagelse.

Klogere på hinanden

Sidste år deltog ligeledes et lokalt par i »Nybyggerne«. Trine Johannessen og Mikkel Carlsen fra Tulstrup måtte se sig slået i finalen, men kunne efterfølgende reflektere over den oplevelse, de havde været igennem, og som de ikke var i tvivl om, havde givet venner for livet.

- Sådan har Martin og jeg det også. Det har været så vildt at være så tæt med hinanden i så mange uger, så vi har bestemt også fået venner for livet i form af de øvrige par, forklarer Lucas Lohmann og tilføjer:

- Det har været den ultimative parforholdsprøve. Når man arbejder dag og nat i syv uger med næsten ingen søvn, bliver man udfordret både fysisk og mentalt. Undervejs og efterfølgende er vi »rykket meget tættere sammen i bussen« forstået på den måde, at der nu skal mere til, før vi kommer ud i en diskussion, og vi har fået en anden, fælles referenceramme for, hvad det vil sige, når noget er hårdt.

Uendelige timer i hallen

Lucas Lohmann og hans kæreste mødte hinanden, da de begge arbejdede som tjenere på en café på Frederiksberg. Lucas Lohmann er uddannet fysioterapeut, men arbejder i dag ved forsikringsselskabet Tryg i en stilling som netværksansvarlig.

Hans familie bor fortsat i Ikast, så tilknytningen til byen er stor.

- Jeg holder meget af byen, og jeg var på besøg så sent som i forrige weekend, lyder det fra »Nybygger«-deltageren, som gik i folkeskole på Ikast Østre Skole og senere tog sin ungdomsuddannelse ved Ikast Gymnasium.

- Når jeg tænker på Ikast, er det første, der slår mig, foreningslivet. Byen har et helt fantastisk foreningsliv, som var guld værd for min barndom. Jeg har brugt uendeligt mange timer i hallen som både håndboldspiller og træner. Derudover har jeg nærmest gået til al sport, der fandtes i byen, og jeg vil sige, at netop sådan en opvækst vil Martin og jeg gerne give vores kommende børn: En tryg barndom med et velfungerende foreningsliv

Parret kan følges hver onsdag på TV 2.
»Nybyggerne«

Tv-programmet »Nybyggerne« er en stor boligkonkurrence, hvor præmien er et hus til 2,8 millioner kroner. Programmet optages i år i Sønderborg, mens det sidste år var i Balle ved Silkeborg.

Vinderparret i »Nybyggerne« vinder hele deres hus inklusive inventar. De tre andre par må kun tage deres personlige ejendele med hjem - og altså ikke resten af indboet fra huset; inventaret bliver solgt ved et garagesalg efter finalen.

I alle syv uger »Nybyggerne« bliver optaget, bor parrene i husene. I begyndelsen af programmet, hvor de endnu ikke har lavet soveværelse og køkken, sover de på luftmadrasser og spiser takeaway-mad. De har dog både toilet og bad til rådighed, da der er stillet en vogn frem med de faciliteter.

Produktionsselskabet Metronome står bag produktionen af Nybyggerne.

Kilde: Tv 2