Håndbold gennem 50 år:

Den lokale håndboldklub har haft mange navne undervejs i sit 50-årige lange liv

14. november 2021, 06.25

Håndbold er en del af Ikasts dna og binder med venskab og oplevelser byen sammen for både hjemmefødninger og tilflyttere. Fra venstre ses: Mette Agervig Ravn, Palle Høj, Tonje Kjærgaard og Jenny Sørensen Foto: hamistolen

HÅNDBOLD Den lokale håndboldklub under IFS-fanerne har mange år på bagen, og selvom frontfigurerne - ligaspillerne også har været omdøbt og spillet i efterhånden mange forskellige farver, så er der alligevel noget, der fastholder og binder sammen.

Corona har flere gange truet afviklingen af en stor jubilæumsfest i anledning af de første 50 år, men nu ser det ud til, at arrangørerne igen har fået blod på tanden eller måske rettere harpiks på fingrene og har fløjet op til endnu et forsøg på at gennemføre.

En af de ældre borgere på lægterne til kampene er Jenny Sørensen, der siden hun gik i 2. klasse har været solgt til håndbold.

- Jeg var vel otte år gammel og havde Kristian Mosegaard som træner, fortæller Jenny Sørensen, mens hun snupper en bid mad i loungen inden aftenens håndboldmatch.

Håndboldfan

Hun er en af de faste, der sidder på lægterne, når der fløjtes op til kamp. Og selvom hun selv stoppede med at spille, da hun blev gift og fik familie, så har hun bevaret sin håndboldentusiasme.

Hun hører også til de trofaste sponsorer, der siden 1990’erne har givet økonomi til klubben.

- De bedste år var dengang, vi som sponsorer blev inviteret med på udenlandsturene, når pigerne skulle spille kampe rundt i Europa. Jeg har så mange gode oplevelser og har været i både Polen, Rumænien, Ungarn og Norge. Typisk var der lejet guider til os, så der blev taget hånd om os, når vi ikke skulle se håndbold, siger Jenny Sørensen.

For Jenny Sørensen er håndboldklubben et godt eksempel på, hvad Ikast kan.

Stolt over at være med

- Jeg er så stolt af fortsat at være med, og det er så stor en del af mig, siger den 83-årige håndboldfan, som glæder sig over, at sønnen Steen er en en fast del af klubben, men også at to af børnebørnene Mathilde, og og nu også Freja har udviklet sig til dygtige og habile spillere.

En anden habil spiller - alt fald en gang - er Tonje Kjærgaard, som blev »lokket« til byen som ganske ung og endte med aldrig at komme herfra igen.

- Jeg spillede på kredshold og boede i Silkeborg på det tidspunkt. Jeg fik, så vidt jeg husker et brev om, at jeg kunne gå på gymnasiet i Ikast og blive Team Danmark elev.

- Det ene gymnasium var vel lige så godt som det andet, tænkte jeg dengang uden så meget som at have drømme om at komme på førsteholdet og ja også landsholdet, siger Tonje Kjærgaard.

Håndboldikon

- For mig handlede det om at få håndboldoplevelser. Vi trænede mere, og jeg udviklede mig. Det er lidt vildt at tænke tilbage på, hvad det hele førte med sig. Det havde jeg slet ikke fantasi til at skulle forestille mig, at det ville ende med, siger håndboldikonet, der har spillet 428 førsteholdskampe for Ikast men er også noteret for 139 landskampe og 342 mål i den rød/hvide trøje.

- Jeg mødte nogle fantastiske mennesker og hængte ved. Og i dag er jeg da vildt imponeret over, hvad så lille en by, som Ikast faktisk kan præstere. Der et stort og professionelt setup og et miljø, som ikke ses mange steder i Danmark, siger Tonje Kjærgaard.

Hun er i dag underviser og sportskoordinator på Ikast-Brande Gymnasium, og så er hun også stadig aktiv i hallen, hvor hun træner en af sine egne drenge på klubbens U13-hold.

Hellere bold end folkedans

For 38-årige Mette Agervig Ravn var det også et brev med et tilbud om at kunne kombinere håndbold med gymnasiet, der fik hende lokket fra sønderjyske Rødding og til Ikast.

Hun bor her også stadig, fordi hun som Tonje Kjærgaard blev mødt med åbne arme.

- Mine forældre tilbød mig at komme på efterskole. Men jeg læste noget med folkedans - og så ville jeg altså meget hellere spille håndbold, husker Mette Agervig Ravn, der som 16-årig flyttede i kollektiv på Tværgade samme med andre unge, der også var flyttet til byen for at kombinere sport med uddannelse.

Mette Agervig Ravn var hurtig en del af lokalsamfundet og fandt også sin udkårne blandt de lokale.

- Jeg tog min uddannelse til pædagog samtidig med, at jeg spille ligahåndbold. Både i Ikast, men også et par år i Silkeborg. Og i dag er jeg gift og har tre børn. Håndbold er stadig et vigtigt samlingspunkt for min familie, og så er det jo svært - også når man gifter sig med en hjemmefødning, at komme herfra igen, siger Mette Agervig Ravn med et glimt i øjet.

Talte 15 timer i telefon

Palle Høj, der i dag er hovedformand i IFS var også en af dem, der hurtigt blev indfanget i det lokale håndboldnet.

- Min kone fik arbejde i byen tilbage i 1993, og vi havde lige fået vores første barn, så det var primært af praktiske årsager, vi flyttede til byen. Jeg er egentlig fodboldsspiller, men på et tidspunkt blev jeg spurgt, om jeg ikke ville være direktør i håndboldklubben. Det sagde jeg godt nok nej tak til, men på pludselig blev jeg forfremmet til bestyrelsesformand. Dengang hed det sig, at det bare vare et par bestyrelsesmøder og så ikke ret meget mere end det, husker Palle Høj, som dog hurtig fik sin ilddåb i forbindelse med en trænerfyring.

- Jeg talte sammen, at jeg havde talt i telefon i sammenlagt 15 timer hen over julen, så det var altså ikke bare lige, siger den fortsat aktive fodboldsspiller, der med årene i Ikast også er blevet en inkarneret håndboldfan.