Indre Mission i Ikast fejrer 125 års jubilæum: Tro kan ikke måles eller vejes

Laila Kempel

Journalist

Laila Kempel

Journalist| lak@herningfolkeblad.dk

Se flere artikler af Laila Kempel

IKAST Biblen ligger kun en armslængde væk på et lille bord ved sofaen. Selvom indbindingen er af den hårde robuste slags, så er der ingen tvivl om, at bogen bliver brugt.

Den er slidt i kanterne og med små sedler i toppen.

Ejeren er 52-årige Annette Larsen, der dagligt åbner sin bibel, læser og finder inspiration til et moderne familieliv med job, mand og teenagesøn.

Hun voksede op i et indremissionsk hjem ved Vestkysten og har meget bevidst og med stor entusiasme og glæde holdt fast i sin barnetro.

- Tro kan ikke måles eller vejes. Det er jo ikke Indre Mission, jeg på den måde tror på, men Gud og Jesus. Det er i Indre Missions lokale fællesskab, jeg finder tryghed og kan tro på den måde, jeg tror, siger hun over en kop kaffe i hjemmet i Ikast.

Indre Mission i Ikast kan i dette efterår fejre 125-årsjubilæum, og det er anledningen til besøget, hvor også Trine Jensen deltager.

Mangler de unge

De to kvinder tilhører begge kredsen i Ikast, som de med vemod erkender skrumper ind. Aktuelt er der omkring 60-70, der mødes i Indre Mission i Ikast.

- Vi mangler de helt unge. Desværre. Det er jo ikke, fordi de ikke tror, men de finder andre steder og andre fællesskaber at dyrke deres tro, siger Annette Larsen, der glæder sig over de mange kristne fællesskaber for unge mennesker, der bobler frem i det midtjyske.

- Det betyder jo ikke noget, hvor man finder fællesskabet med Guds ord, men at man finder det fællesskab, hvor man bliver ramt af troen og føler sig tryg, siger Annette Larsen.

Hun og Trine Jensen er godt klar over, at der er mange fordomme omkring netop Indre Mission.

- Tv-serien baseret på Hans Kirks barske fortælling om »Fiskerne« har givet et billede af Indre Mission, som lever i bedste velgående. Den fortæller historien om en svunden tid, hvor livet på Vestkysten var hårdt og fattigt, siger Trine Jensen, der slet ikke kan anerkende den i tv-serien fordømmende tilgang til ikke-troende.

- Det værste er faktisk, at mange tror, at vi føler os som bedre mennesker, fordi vi er troende. Jeg tror på Jesus, men det gør mig ikke til noget mere end andre. Tro handler ikke om, hvor tit jeg beder, hvor tit jeg kommer i kirken, eller hvem jeg mødes med i troen på Gud, forklarer hun.

Tro i en moderne tid

De to venner tager derfor kraftigt afstand fra udstødelsen af mennesker, der vælger at tro på en anden måde end de selv eller slet ikke tror.

- Jeg har opdraget min søn som et troende menneske. Jeg glæder mig over, at han finder fællesskaber, hvor han kan dyrke sin tro. Men jeg kan jo ikke tvinge ham. Selvom jeg selvfølgelig vil blive ked af det, hvis han vælger sin tro fra, så er det hans beslutning. Og uanset hvad han måtte vælge, så vil han jo altid blive ved med at være den søn, jeg elsker, siger Annette Larsen og understreger, at Indre Mission udvikler sig på samme måde som verden og samfundet udvikler sig.

Derfor er historien om »Fiskerne« også et forældet billede af, hvad Indre Mission er anno 2022.

- Vi kan godt nyde et glas vin eller to. Vi kan altså både grine og danse til en fest. Det er jo helt op til den enkelte, hvad der gør dem glade. Og det står jo også helt tydeligt i Biblen, at Jesus lavede vand til vin, så ja, selvfølgelig kan vi nyde alkohol, understreger Annette Larsen.

Forkyndelse frem for køn

De to roser de lokale præster for deres indsats med at forkynde evangeliet - og skeler ikke til, hvilket køn præsten har.

- Jeg ved godt, at der er nogen med tilknytning til Indre Mission, der har en holdning mod kvindelige præster. Men det er ikke noget, jeg forholder mig til. Det handler mere om personen. Og der vil altid være nogen, man synes mere om end andre. Men det handler på ingen måde om køn, siger Trine Jensen og påpeger, at andre holder sig til Paulus’ ord om, at kvinder skal tie i større forsamlinger, og det derfor kan være svært at acceptere en kvinde på talerstolen.

- Men det er som med historien om »Fiskerne« et spørgsmål om tid og en ændring af vores samfund. Det kan godt være, det gav mening i Paulus’ tid. For mig er forkyndelsen det vigtigste - om det så kommer fra en mand eller kvinde, er ikke vigtigt for mig.

De to venner går heller ikke i kirke hver eneste søndag. For det er igen et spørgsmål om, hvordan man forholder sig til sin tro.

- Jeg kan vælge at gå i kirke, men jeg kan også vælge at bede en bøn for og med mig selv. Det er der ingen regler for, siger Annette Larsen.

Intet vasketøj om søndagen

Hun er vokset op og opdraget til, at man skal komme hviledagen i hu og holde den hellig. Det er derfor ikke kun et spørgsmål om hendes religiøse overbevisning, men også en indgroet vane, at man ikke arbejder hårdt om søndagen.

- Indre Mission har ingen strenge regler om, hvad man skal og ikke må om søndagen. Jeg kunne ikke selv finde på at hænge vasketøj op på en søndag. Men min mand synes, det er noget pjat, så han har ingen problemer med det, selvom han også er et troende menneske. Jeg arbejder på en døgninstitution og har ikke altid fri om søndagen, men jeg fastholder at give mig selv fri mindst en dag om ugen. Det handler om at koble af og gøre noget godt for sig selv.

- Jeg synes jo, det er fantastisk i en tid, hvor alle psykologer og andre kloge mennesker har travlt med at gøre opmærksom på, at vi som mennesker har brug for at koble af og slappe af. Det er godt for alle, uanset om man er troende eller ej. Jeg er begejstret for, at Gud vidste det, og derfor skabte han helligdagen, fordi han godt ved, at vi brænder ud, hvis vi ikke sørger for at gøre noget godt for os selv. Det er jo genialt - det er en gave, siger Annette Larsen overbevist i sin tro på, at Jesus døde for hendes og hele menneskehedens skyld.

Fællesskabet styrer

De to indremissionske venner erkender, at det - selvom et 125-årsjubilæum for kredsen i Ikast lurer lige om hjørnet - er usandsynligt, at der kommer et 225-årsjubilæum.

- Man kan jo ikke tvinge nogen til at tro. Troen kommer til dig, ligesom da Jesus vandrede blandt os. Desværre mangler vi i Ikast alle de unge. Hvor man tidligere var samlet i en menighed, der havde ståsted på et geografisk lokalt sted, så er det blevet mere almindeligt at søge de kristne fællesskaber, hvor man er glad og tryg ved at være, siger Annette Larsen.

I Ikast mødes mange af de unge i kristne ungdoms fællesskaber i Herning og i ungdomsklub i Bording.

- De mødes med jævnaldrende og opbygger fællesskab og venskab ud fra deres fælles standpunkt om at dele Biblen og deres tro. Det er da befriende. Jeg har det bedst ved at folde mine hænder og bede til Gud. Mange af de unge synes, det er befriende at løfte hænderne over hovedet og udtrykke deres begejstring. Personligt ville jeg bruge alt for meget krudt på at føle det akavet; at jeg mister det, det hele handler om: troen på Gud, siger Annette Larsen, der omvendt har stor respekt og accept for, at alle ikke behøver at praktisere deres tro på hendes måde.

Indre Mission i Ikast mødes typisk til møder i Kirkecentret en gang om ugen. Jævnligt mødes man også til bibelkredse og middag hos hinanden.

Jubilæet, der ifølge kalenderen er engang i november, markeres allerede torsdag 1. september med en stor fælles festmiddag i Kirkecentret.