Coronakrisen kradser: Færre nye virksomheder i Ikast-Brande

Corona-krisen koster tilsyneladende på antallet af nystartede virksomheder - også i Ikast-Brande Kommune

8. juni 2020, 11.43

Martin Thorborg, serieiværksætter, medejer og direktør i virksomheden Dinero, ser bekymret på det dalende antal nyetablerede enkeltmands- og personligt ejede virksomheder. Foto: Privat

ERHVERV Der er blevet stiftet rekordfå nye virksomheder under coronakrisen.

I perioden fra den 11. marts til 14. maj i år er blevet stiftet hele 22 procent færre enkeltmandsvirksomheder og personligt ejet mindre virksomheder (PMV) på landsplan end i samme periode sidste år. Antallet af nyetableringer er dermed det laveste i denne periode i ni år.

På landsplan har antallet af nye virksomheder i den tilsvarende periode ikke været lavere siden 2011. I Vestjylland er antallet faldet med 21 procent i forhold til samme periode, mens faldet i Ikast-Brande Kommune i perioden er en andelse mindre, 19,4 procent; i 2019 blev der oprettet 31 nye enkeltmandsvirksomheder og personligt ejede virksomheder i Ikast-Brande, mens det tal for samme periode i år, 11. marts til 14. maj. er faldet til 25 nyetablerede.

Problematisk udvikling

Det viser nye tal fra Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), som virksomheden Dinero, der udvikler regnskabsprogrammer til iværksættere og har serieiværksætteren Martin Thorborg som medejer.

– Det er en voldsom og problematisk udvikling, men den er desværre ikke overraskende. Naturligvis trækker mange potentielle iværksættere følehornene til sig i en tid, hvor alt i samfundet er vendt på hovedet, økonomien er gået i stå og ingen kender morgendagen, siger Martin Thorborg, adm. direktør i Dinero.

- Den helt store udfordring er, at vi som land har brug for nye virksomheder. Vi har brug for innovative mennesker, der tør udfordre det etablerede marked, og som tør give sig i kast med at opfinde den dybe tallerken på ny. Når færre kaster sig ud i iværksætteri, bliver vi en fattigere nation.

Næste vækstkomet

Med et faldende antal nye virksomheder, mindskes sandsynligheden også for, at den næste vækstkomet etableres lige nu.

- Der er ganske få nyetablerede virksomheder, som ender med at være store og stærke, lave høj omsætning og skabe arbejdspladser. Så når antallet af nye virksomheder falder, jamen så bliver det også mindre sandsynligt, at den næste store succeshistorie bliver skrevet lige nu, siger Martin Thorborg.

- Man må så bare krydse fingre for, at de mennesker, der har en genial forretningsidé, ikke holder hænderne i lommerne, men kaster sig ud i et iværksættereventyr og glemmer alt, der hedder corona-nedtur, konstaterer Thorborg.

Største fald på Bornholm og i Sydjylland

Bornholmerne har oplevet det største fald i antallet af nyetablerede virksomheder. I perioden med coronakrise er antallet af nyetablerede virksomheder faldet med 33 procent sammenlignet med samme periode sidst år. I Sydjylland er antallet faldet med 32 procent.

Det mindste fald har nordjyderne oplevet. Her er antallet af nyetablerede virksomheder faldet med 15 procent. Nordjyderne efterfølges af københavnerne og østsjællænderne. Her er faldene henholdsvis 17 procent og 20 procent.