Ikke et ord om politik: Teori og praksis går hånd i hånd

Thomas Østergaard trives med at studere statskundskab og være byrådspolitiker

Udgivet:10. marts 2022, 10.08

Læsetid:3 minutter

Thomas Østergaard er mere travlt end de fleste 23-årige og må hele tiden vælge fra og til. Foto: Tom Laursen

Laila Kempel
Journalist

1 år siden

BORDING Han er ung, studerende og har travlt. Og nok lidt mere end de fleste 23-årige.

Han er vokset op på landet, men har netop købt et hus i centrum af Ikast.

- Efter det hektiske liv på brætspilscafeer og på universitetet i Aarhus er det faktisk helt befriende at komme hjem til mine forældre, og opleve freden og roen, tæt på naturen. For ja, det her er naturen, selvom nogen af mine medstuderende hævder, at det er Botanisk Have også. Det er vi bare ikke helt enige om, siger Thomas Østergaard.

Han byder på kaffe og hjemmebag og har en smule svært ved ikke at tale om det forbudte ord i denne serie - nemlig politik.

Det fylder meget i tilværelsen for den unge bordingenser, der også uden for byrådssalen har engageret sig i politiske foreninger, herunder KFUM og KFUK’s Palæstinanetværk.

- Det giver mig oplevelser. Det er så givende at komme til et konfliktfyldt område som Mellemøsten og få et mere nuanceret billede af en hverdag, som vi ikke hører om i nyhedsstrømmen.

Via Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF, en paraplyorganisation for 80 børne-og ungdomsorganisationer, er Thomas Østergaard også blevet udpeget som EU-ungdomsdelegat og skal repræsentere Danmark på EU’s ungdomskonferencer - en opgave, som han også glæder sig til og fik smag for, allerede dengang han som 10.-klasseselev fik mulighed for at være i erhvervspraktik hos EU-parlamentarikeren Ulla Tørnæs.

Eksamen

Thomas Østergaard erkender, at det godt kan være temmelig langhåret at læse statskundskab.

- Men det er vel sådan, det er at være ung og studerende. Der er en masse teori, der skal læres, som kan være svært at forstå, men det er nødvendigt i en moderne verden, der ligger langt fra det, man engang tænkte. Det handler i bund og grund om dannelse, tænker jeg. Indimellem kan det blive ja - langhåret - og svært at tænke ind i en hverdag, hvor det rent faktisk kan og skal bruges til noget, siger Thomas Østergaard, der glæder sig til, at han om føje år har uddannelsen på plads og kan komme ud og bruge sin viden.

Støvet kontormus

- Jeg er meget social og elsker at møde mennesker, specielt nye mennesker, som jeg ikke nødvendigvis deler interessefællesskab med. Derfor ved jeg også allerede, at selvom jeg læser statskundskab, så bliver jeg ikke sådan en tør mus, der gemmer sig bag bøgerne på et kontor. Jeg vil ud - ud, hvor man kan gøre en forskel, være opsøgende og møde mennesker, siger Thomas Østergaard.

Privat er han også et socialt menneske, der nyder at være sammen med vennerne og de medstuderende i storbylivet i Aarhus.

Men han er også glad for at komme hjem på landet, og ikke mindst være sammen med sine søskende og deres børn.

Ung og glad

Thomas Østergaaard er meget bevidst om, at han nemt kan falde mellem to stole.

- I byrådet er jeg den unge, men sørger for at være velforberedt, så jeg tages alvorligt på lige fod med mine kolleger. Sammen med mine jævnaldrende handler det om ikke at være den kedelige voksne, der tager livet alt for alvorligt. Jeg drikker en øl og tager ikke mig selv så højtideligt. Det handler i bund og grund om at skille tingene ad og finde en balance, hvor man selv er glad og har det godt. Livet kan gå i mange retninger. Jeg føler mig privilegeret, men går aldrig på kompromis med, at jeg lever i nuet og vil have en hverdag, der gør mig glad. Det har jeg nu, selvom den er fyldt med mange gøremål og forpligtigelser, siger Thomas Østergaard.

Thomas Østergaard

Byrådsmedlem for Venstre.

23 år.

Kommende husejer i centrum af Ikast

Næstyngst i en søskendeflok på fem.

Pendler dagligt til Aarhus, hvor han han læser statskundskab på universitetet. Han er cirka midtvejs i forhold til sin bacheloreksamen og planlægger at fortsatte med en kandidat.

Drømmer om en fremtid som diplomat eller et lignende job i en international organisation, hvor han får mulighed for at møde mennesker fra andre kulturer.