Strøgcenter-butikker må åbne gennem bagdøren: Butikkernes hovedindgang skal stadig være lukket

Ministerier siger klart nej til genvej for Strøgcenter-åbning. Genåbningen af butikkerne i centret bliver gennem bag- og sidedøre

24. februar 2021, 13.13

Jan Birk Knudsen glæder sig over genåbningen af butikkerne i Ikast, men ærgrer sig over at Strøgcentret fortsat skal være lukket. Foto: Flemming Hansen

IKAST Det bliver ikke den lige vej til genåbning for Strøgcenter-butikkerne i Ikast. Det bliver derimod den snørklede rute til bag- og sidedørene, kunderne skal finde frem til på mandag, når langt hovedparten af butikkerne genåbner.

Det er ellers undersøgt grundigt, om Strøgcentret kunne fjernes fra kategorien »storcentre og arkader«, men det er ikke lykkedes Ikast-Brande Kommune og Vores Ikast.

- Ikast-Brande Kommune har på Vores Ikasts foranledning undersøgt, om Strøgcentret virkelig skal være i kategorien arkade på grund af dens overdækning. Svaret fra erhvervsministeriet og justitsministeriet har været længe undervejs, men det faldt desværre ikke ud til vores fordel. Strøgcentret er fortsat en arkade og skal derfor fortsat være lukket ned, siger Jan Birk Knudsen, der er chef for Vores Ikast.

Strøgcentret er fortsat åben for gennemgang, da der er tale om en offentlig gade ejet af Ikast-Brande Kommune.

Stadig glæde at spore

Det fjerner dog ikke smilet fra Jan Birk Knudsens læber.

- Vi er glade, men det kunne være bedre. Det vigtigste er selvfølgelig, at butikkerne igen kan åbne. Vi havde da foretrukket, at det var gennem Strøgcentret. Vi havde gerne set en fuld genåbning af detailhandlen, men sådan blev det ikke. Vi skal huske, at alle butikker udenfor Strøgcentret genåbner. Det er positivt, siger chefen for Vores Ikast