Fra nul til tre burger-restauranter: McDonald’s åbner 2. april

Ægtepar fra Jelling står bag deres fjerde restaurant

19. februar 2020, 11.00

Efter planen skal McDonald’s åbne ny restaurant her ved afkørsel syd ved Brande. Som det fremgår vil restauranten få naboskab af endnu en burger-restaurant, nemlig Burger King, der åbnede i efteråret. Foto: Flemming Thulstrup

RESTAURANT For 30 år siden vendte han selv bøffer og lavede pommes frites på McDonald’s.

- Og det gør jeg faktisk stadig, siger Peter Larsen, der kommer til at stå i spidsen for den kommende McDonald’s i Brande.

Han driver i forvejen tre andre McDonald’s-forretninger, nemlig i Kolding, Fredericia og Erritsø.

- Jeg lagde billet ind på den kommende restaurant i Brande og fik den, fortæller 52-årige Peter Larsen, der privat bor i Jelling sammen med hustruen, Camilla Bie.

Ægteparret er udpeget som franchisetagerne af den nye McDonald’s i Brande, der efter planen åbner torsdag 2. april.

Et burger-uland

Så efter at Ikast-Brande gennem adskillige år har været et sandt burger-uland uden McDonald’s og Burger King, har man snart tre af slagsen i kommunen.

Der bliver i øjeblikket bygget på en McDonald’s på La Cours Vej i Ikast, mens den nye restaurant i Brande bliver placeret tæt på Jyllandsvej ved frakørsel syd - lige ved siden af Burger King, der åbnede i efteråret.

Peter Larsen ser det ikke som noget problem med det tætte naboskab med konkurrenten, nærmest tværtimod.

- Jeg tror, at begge forretninger kan drage fordel af at ligge ved siden af hinanden. På den måde kan kunderne veksle mellem de to restauranter, siger Peter Larsen.

Den daglige leder af den ny McDonald’s er samtidig også blevet fundet.

Valget er faldt på Maria Fisker, der er en af Peter Larsens »egne« piger fra Erritsø. Hun har også været med til at ansætte langt den største del af det personale, der skal lange burgere og andre McDonald’s delikatesser over disken i Brande.

- Vi har ansat de fleste af de medarbejdere, der skal være på restauranten. Der bliver tale om omkring 45 ansatte, og vi har allerede fået fat i 40 af de nye, der skal arbejde i restauranten, siger Peter Larsen.

Blandt disse også et par stykker, der har været på kursus, så de kan stå i spidsen for et helt nyt koncept hos McDonald’s i Brande.

Burgere og baristaer

Den nye restaurant bliver nemlig helt up to date.

Det betyder, at der vil blive indrettet en McCafé på stedet, så kunderne kan få sig en kop kaffe lige efter egen smag og måske også en lille Oreo-kage eller muffin til.

- Vi har netop haft to ansatte på kursus. De skal stå for vores helt suveræne baristakaffe, siger Peter Larsen.

McCafé blev først lanceret herhjemme sidste år, men konceptet har været i gang i mange andre lande i lang tid. Eksempelvis er det over 25 år siden, at australierne kunne nippe til deres café latté på deres McDonald’s-restauranter.

Peter Larsen begyndte selv med at lave burgere i McDonald’s. I begyndelsen af april bliver han og hustruen ejere af den fjerde McDonald’s-restaurant. Foto: Privatfoto