Folkekirkens Cafè og Dagligstue danner rammen om traditionen til jul og nytår

Hvert år samles omkring 40 mennesker til juleaften og nytårsaften i Folkekirkens Café og Dagligstue på Møllegade i Ikast.

Udgivet:22. december 2022, 09.27

Læsetid:4 minutter

Folkekirkens Café og Dagligstue på Møllegade i Ikast holder juleaften og nytårsaften for enlige. Alle pladser er booket til juleaften, men det er stadig muligt at tilmelde sig arrangementet nytårsaften. Foto: Privat

6 måneder siden

IKAST And. Flæskesteg. Bruns sovs. Rødkål og to slags kartofler efterfulgt af risalamande med kirsebærsovs.

Menuen er helt som den skal være, når der er juleaften i Folkekirkens Café og Dagligstue på Møllegade i Ikast. Og det er ikke kun maden, der er helt traditionel, for cafeen er gået hen og blevet den faste ramme om mange lokales juleaften.

I år er der 42 tilmeldte til spisning og samvær 24. december, og så er der heller ikke plads til flere. De mødes klokken 17 til en julesalme og lidt hygge, inden maden kommer på bordet.

- De fleste er nogle af de faste brugere af cafeen, men der kommer også nogle, som vi ikke ser så tit resten af året. Fælles for dem er, at de skulle have holdt jul alene, hvis ikke de kunne komme her, siger Vera Vestergaard, der er ansat i cafeen. Hun har været med til mange juleaftener i løbet af de små 30 år, traditionen har kørt – men lige i år har hun fri og holder jul med sin familie.

Cafeen bygger på de frivillige

Det er hendes kollega, Henriette Lauth Thomsen, der står for julemaden i år. Hun går i gang med forberedelserne lillejuleaftensdag, så det er overskueligt at få det hele klar til de spisende gæster. Hun er heldigvis ikke alene om det, for Folkekirkens Café og Dagligstue bygger i høj grad på de frivillige, der kommer og giver en hånd med. For eksempel i køkkenet, men også ved borddækning og pyntning til julemåltidet. Det bliver også de frivillige, der står for afviklingen af juleaften i cafeen, som udover de kulinariske højdepunkter også byder på julesalmer og julesange, tænding af juletræet, juleevangeliet, mandelgaver og julegaver. Helt som den slags skal være. Arrangementet slutter ved 22-tiden, og så går de 42 tilmeldte hjemad.

Om Folkekirkens Café og Dagligstue

•Møllegade 22A, Ikast. Tlf. 97 25 04 75

•Åbningstider: Mandag-fredag kl. 11.30-19 og lørdag-søndag kl. 15-19

•Et sted for alle, der ønsker fællesskab og samvær med andre – uanset alder og baggrund

•Cafeen drives af to deltidsansatte og 50-60 frivillige

•Cafeen bygger på kristne værdier, men har ikke forkyndende eller kirkeligt indhold i hverdagen

•Cafeen er en selvejende institution, der drives for fondsmidler, tilskud og indtægterne fra salg af mad

Et meget givende arbejde

- Vi kunne have taget imod flere tilmeldinger, men det har vi ikke rigtig plads til. Der er også en del, der står på venteliste, hvis nogle melder fra. Det er på en måde lidt trist at tænke på, at der er så mange i Ikast, der ikke har nogen at holde jul med, men så er det godt, at de kan komme her, siger Henriette Lauth Thomsen.

For Vera Vestergaard betyder det også noget særligt at kunne være med til at skabe festlige rammer for nogle mennesker, der ellers ville sidde alene ved højtiderne.

- Det er meget givende. Man bliver selv glad over at kunne glæde andre på denne måde, og så er det også som om, at man hører julens budskab på en anden måde, siger hun.

Resterne fra julemaden bliver serveret i de efterfølgende dage, for cafeen på Møllegade har åbent helt året – bortset fra nogle weekender i juli. I hvert fald i det omfang, der er frivillige nok, der har skrevet sig på vagtplanen og vil hjælpe med det praktiske. For 50 kroner kan man købe sin aftensmad i cafeen, og det er der hver dag op til 50 personer, der benytter sig af. Antallet svinger lidt efter menuplanen. Karbonader med ærter og gulerødder er for eksempel et større tilløbsstykke end farseret kalkunbryst. Cafeen er ikke en varmestue for hjemløse, men et mødested for helt almindelige mennesker, som ikke har så mange at snakke med over aftensmaden eller kaffen.

Cafeen holder også nytårsaften

Folkekirkens Café og Dagligstue holder også nytårsaften for dem, der mangler nogle at holde den med. Her er der indtil videre små tyve tilmeldinger, og der er stadig plads til flere. Menuen nytårsaften er klassisk suppe, steg og is, og aftenen indledes med dronningens nytårstale og rundes af med pakkespil og hygge ved cafébordene.

Hvis man har lyst til at holde nytårsaften i Folkekirkens Café og Dagligstue, kan man enten komme forbi og tilmelde sig eller ved at ringe på 97 25 04 75. Man er i øvrigt altid velkommen til at kigge forbi, hvis man har lyst til en kop kaffe eller en snak – eller hvis man vil høre mere om, hvordan man kan hjælpe som frivillig i cafeen.