Tidligere Ikast-bo styrer arbejdsplanen

Morten Moth, direktør i Modiworld, præsenterer softwareløsningen 16ugersplan.dk, der effektiviserer butikkernes administration af 16 ugers-planen

16. oktober 2012, 13.21

Den tidligere Ikast-bo, Morten Moth, er direktør i IT-virksomheden Modiworld, der har udviklet softwareløsningen 16ugersplan.dk

Det er slut med at udarbejde arbejdsplanen med papir, blyant og hjemmelavede regneark.

Det mener den tidligere Ikast-bo, Morten Moth, der er direktør i IT-virksomheden Modiworld.

Firmaet er klar med 16ugersplan.dk - en ny smart softwareløsning, der er designet specifikt til at hjælpe butikker og personale til at effektivisere administrationen af 16 ugers-planer, herunder at tjekke gældende regler i henhold til overenskomsten.

- Med 16ugersplan.dk kan butikkerne frigøre tid til at fokusere på kerneforretningen. Samtidig sikres en højere kvalitet af planerne, idet relevante regler kan tjekkes umiddelbart, forklarer Morten Moth, der er udvikler af 16ugersplan.dk.

Styrker lokale butikker

Mange butikker i de små- og mellemstore lokalsamfund, heriblandt butikker i Ikast-Brande Kommune, er truede af konkurrencen fra større virksomheder. Tidligere har investeringer i IT-effektivisering af administrationen været forbeholdt større kæder. Men med mulighederne på internettet i dag, er situationen imidlertid en anden.

- 16ugersplan.dk er et eksempel på, at man uden større investeringer kan få adgang til værktøjer, der sparer tid og penge for forretningen. Vores løsning medvirker til at styrke konkurrencedygtigheden - det er ikke mindst relevant for de små lokalbutikker, siger Morten Moth.

Lav månedlig ydelse

Butiksansatte under HK-overenskomsten skal kende deres arbejdsplan 16 uger frem i tiden. Her skal der blandt andet registreres timetal for perioden og antal dage med sene arbejdstider.

- Det er tidskrævende, at administrere planen på traditionel vis. Og det er vanskeligt at sikre, at overenskomstreglerne overholdes. 16ugersplan.dk registrerer alt korrekt, påpeger Morten Moth.

16ugersplan.dk udbydes til en lav månedlig ydelse pr. bruger, hvor alt - inklusiv drift og backup - er del af konceptet. Butikkerne skal således ikke forholde sig til IT, men bare bruge løsningen.

Velafprøvet løsning

16ugersplan.dk er oprindelig udarbejdet som et softwareudviklingsprojekt til de to kæder Butler og Sportigan. For at kunne nå bredere ud til flere butikker har 16ugersplan.dk gennemgået et større re-design med henblik på at gøre det nemmere at udarbejde 16 ugers-planerne.

- Der er således tale om en velafprøvet løsning, som brugerne er glade for, siger Morten Moth.

Ingen bindingsperiode

16ugersplan.dk tilbydes som en gratis prøveperiode i 30 dage. Oprettelsen sker uforpligtende via hjemmesiden www.16ugersplan.dk.

- Den månedlige pris pr. bruger er kun 25 kroner, og der er ingen bindingsperiode, siger Moth.