Fonnesbæk Y’s Men’s Club fejrer 25-årsjubilæum

Fonnesbæk Y’s Men’s Club blev stiftet 16. november 1996 og kan nu fejre sin 25-års fødselsdag

Udgivet:13. november 2021, 13.46

Læsetid:2 minutter

Fonnesbæk Y’s Men’s Club kan i år fejre en markant fødselsdag. Klubbens holder møder hver anden onsdag i Fonnesbæk Kirkes lokaler. Foto: Privatfoto

JUBILÆUM Y’s Men’s bevægelsen er en del af en international bevægelse og er et aktivt, kristent fællesskab for voksne, der gør en forskel for andre, hinanden og den enkelte.

Bevægelsens motto er »At vedkende sig den pligt, der følger med enhver ret«.

Sagt med andre ord: Har man evnerne og kræfterne, er man også forpligtet til at bruge dem til gavn for andre.

Derfor er klubbens opgave blandt andet at støtte projekter, både i de nære omgivelser samt på nationalt og internationalt plan.

Fællesskab og omsorg

Fonnesbæk Y’s Men’s Club har i øjeblikket 28 medlemmer, og der er normalt mødeaften hver anden onsdag i Fonnesbæk Kirkes lokaler.

- Vi spiser sammen, og efterfølgende har vi eksempelvis foredrag, debatter, virksomhedsbesøg, alt sammen for at være bevidste om, hvad der rører sig i det omgivende samfund. Derudover plejer vi fællesskabet, så vi også har kendskab til og omsorg for hinandens ve og vel. Det, tror vi, er en styrke i dagligdagen, fortæller Jørgen Ebbesen fra Fonnesbæk Y’s Men’s Club i en pressemeddelelse.

Pengerejsende aktiviteter

Ud over møderne står klubben bag flere pengerejsende aktiviteter.

- Flere gange om året arrangerer vi loppemarked i Nygården sammen med Ikast Y’s Men’s Club og KFUM-spejderne. Vi har også lige deltaget i loppemarkedet ved Ikast Kirkecenters basar. Herudover har vi et telt, der udlejes til fester i området, og vi administrerer udlejningen af Konfirmandcentrets Hoppekirke, fortæller Jørgen Ebbesen.

Helt aktuelt står Fonnesbæk Y’s Men’s Club også for salget af Ikast-Brande julemærket, som årligt giver et overskud på omkring 100.000 kroner.

Midlerne der indkommer ved nævnte aktiviteter, bliver doneret til blandt andre KFUM & KFUK både lokalt og på landsplan, hvilket er et af Y’s Men’s bevægelsens hovedopgaver.

Fødselsdagsfest for alle

Derudover støttes også lokalt socialt arbejde og projekter til gavn for børn og unge på landsplan, og der gives støtte til Y’s Men’s bevægelsens projekter i blandt andet lande med væsentligt dårligere livsvilkår end i Danmark.

Overskuddet fra julemærkesalget går dog udelukkende til lokale projekter i Ikast-Brande Kommune.

Fødselsdagen fejres med en åben reception i Faurholt Sognehus lørdag 20. november, hvor alle er velkommen til at deltage, lyder det i pressemeddelelsen.

Eventuelle kontante gaver vil ubeskåret blive givet til Home-Start Ikast-Brande, som tilbyder støtte til pressede børnefamilier i hele kommunen.

Lørdag aften er der festaften for inviterede gæster og klubbens medlemmer med ægtefæller.