AIA Boutique er flyttet i nye lokaler: Det skaber nye muligheder

AIA Boutique og Studio 1903 er flyttet til nyere og større lokaler på Strøget, hvor der er bedre plads til frisørsalonen og modeuniverset

Udgivet:29. november 2021, 10.34

Læsetid:3 minutter

Indehaver Elena Taskirani døren til sin nye butik, hvor kunderne både kan gå på opdagelse i modeuniverset og få klippet lokkerne. Foto: Privatfoto

Mathilde Bach Callesen
Journalist| mac@herningfolkeblad.dk

BUTIKSLIV 31-årige Elena Taskiran, der er indehaver af Studio 1903 og AIA Boutique, har rykket sine forretninger fra to til ét butikslokale på Strøget i Ikast.

Heldigvis skulle tøjstativer, sakse og hårprodukter ikke flyttes særligt langt, da nabolokalet i nummer 25 stod ledigt. Her kan indehaveren have sin frisørsalon og tøjbutik i samme rum, der er indrettet med et feminint og råt look.

- Begge mine tidligere lokaler var ret små - pladsen til frisørsalonen passede egentlig fint, men tøjbutikken blev ret klemt, så det kunne ikke rigtig være der længere. Når det blev trangt med pladsen, kunne jeg ikke vise alle mine produkter frem, fortæller Elena Taskiran.

God synergieffekt

Det var umiddelbart lige inden pandemien, at Ikast-kvinden begyndte at sælge modetøj ved siden af frisørfaget, hvorfor hun indrettede et showroom ved siden af sin salon.

- Trods corona er det gået i den rigtige vej, men jeg bruger også virkelig meget tid på det. Så det er fedt, at man kan mærke, at det betaler sig, fortæller en tilfreds iværksætter.

Det er da også derfor, at hun nu havde mod på at rykke til et nyt og større butikslokale, som er indrettet med salonen bagerst, mens tøjet breder sig på borde og stativer udenfor og forrest i butikken.

- Det fede ved konceptet er, når mine kunder med børn kommer herind, så kan børnene trygt blive klippet, mens mor går rundt og kigger på tøjet, siger Elena Taskiran.

Derimod er der også nye kunder, der shopper tøj, som får øjene op for, at der også er frisørsalon. Konceptet skaber dermed en god synergieffekt, lyder det.

- Nogle af de mænd, der er herinde for at blive klippet, køber lige en ting med hjem til deres kæreste eller kone, siger indehaveren med et smil.

Dermed går de to forretninger godt hånd i hånd - særligt i de nye lokaler, hvor kunderne kan opleve varerne på en helt anden måde.

- Jeg kan lave »nyt« hår og samtidigt sælge tøj til kunderne, så de kan blive fornyet fra top til tå her, siger hun.

Nye muligheder

Det er efterhånden et par uger siden, at Elena Taskiran kunne slå dørene op på den nye adresse - og dermed fik mange flere kvadratmeter til modeuniverset. Derfor kan hun også med ro i maven sige, at det var den helt rigtige beslutning.

For de større lokaler giver helt nye muligheder, og det får tankerne hos iværksætteren til at løbe af sted ...

- Jeg vil løbende forandre butikken. Det er der mulighed for, når lokalerne er større. Når der kommer en ny kollektion, jeg skal vise frem, er det fedt at kunne flytte rundt herinde, siger hun.

Samtidigt vil hun gerne lave nogle events med shopping og bobler.

- Der har jeg ikke rigtig haft mulighed for før, men det har været et ønske, siger Elena Taskiran.

Hun brænder for at søsætte nye ting - ligesom hun gjorde, da hun begyndte med salg af modetøj.

- Jeg synes, at det er så hyggeligt her i Ikast, og jeg elsker at bo her, så jeg vil også gerne bakke op om byen og sørge for, at der sker noget her, siger hun.