Markant kortere salgstid på boliger: Nu tager det 118 dage i Midtjylland

Det er i 2021 gået hurtigere med at få huse solgt - i Midtjylland faldt salgstiden 26 dage

Udgivet:24. januar 2022, 09.21

Læsetid:2 minutter

Foto: Henrik Ole Jensen

2 år siden

BOLIG Det er aldrig godt at vide, hvor lang tid der går, fra man sætter sit hus til salg, til der er en underskrift på en aftale med en køber.

Men hvis du har et »gennemsnitshus« i Region Midtjylland, tager det lige nu 118 dage. Det er i hvert fald den salgstid, der er målt hen over 2021.

De 118 dage er et fald på 26 dage - 18 procent - sammenlignet med 2020, hvor der i gennemsnit gik 144 dage med et hussalg i Region Midtjylland.

Tendensen slår igennem i hele landet med kortere salgstider i alle landsdele.

Udviklingen fremgår af den seneste opgørelse over salgstider fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har analyseret.

- Et så markant fald i salgstiden på blot et år er et utvetydigt tegn på, at landets boligejere har fået væsentlig nemmere ved at finde køberen til deres bolig nu sammenlignet med for et år siden, lyder det fra Alexander Falck Winther, der er pressechef i Nybolig, i en pressemeddelelse.

Du skal have en plan

Dog peger han på, at tallene dækker over væsentlige regionale forskelle, hvor den korteste gennemsnitlige salgstid på villaer aktuelt er på 69 dage i Region Hovedstaden, mens salgstiden i Region Nordjylland og Region Syddanmark cirka er det dobbelte.

- Lige på dette punkt er boligmarkedet ikke præget af den store retfærdighed. Men man kommer ikke udenom, at især Nordsjælland er et eftertragtet område for mange huskøbere, og det vil nødvendigvis betyde, at salgstiden også er markant lavere her, forklarer Alexander Falck Winther.

Fra Boligsiden.dk, som står bag tallene, giver kommunikationschef Birgit Daetz følgende råd til boligsælgerne i den nuværende situation:

- Det betyder, at du som sælger skal være forholdsvis afklaret fra begyndelsen. Det gælder om at have en plan for, hvad der skal ske, den dag en interesseret køber melder sig, så du ikke ender med at få solgt, inden du ved, hvor du efterfølgende skal bo.

Tæt på hurtigste salgstid

Den gennemsnitlige salgstid i Danmark på de nuværende 113 dage tæt på rekord. Det er således blot tre dage mere, end da salgstiden nåede sit absolutte lavpunkt i september 2021, hvor det dengang i gennemsnit tog 110 dage at sælge et hus i Danmark. Det er ikke set lavere i perioden tilbage til 2010, hvor Boligsiden har ført statistik.

- Igennem hele 2021 har efterspørgslen på huse været stor, og det er klart, at når der er mange interesserede købere, så lykkes det også rigtig mange af sælgerne at få solgt deres bolig hurtigere. Det er en udvikling, som viser sig i den gennemsnitlige salgstid, og det fortæller noget om, at man både som køber og sælger skal være godt forberedt, siger Birgit Daetz.