Ancelotti: Racismeanklager påvirker spansk fodbold

Real Madrid-træner Carlo Ancelotti mener, at mulig racisme mod Vinicius rammer spansk fodbold i sin helhed.

Udgivet:07. februar 2023, 15.48

Læsetid:1 minut

Real Madrid møder onsdag egyptiske Al Ahly i semifinalen ved klub-VM.

/ Ritzau /

1 måned siden

MADRID Real Madrid-spilleren Vinicius Junior er blevet ramt af mulig racisme ved flere lejligheder i løbet af de seneste par måneder.

Ifølge nyhedsbureauet AFP reagerer cheftræner Carlo Ancelotti nu på sagen, der senest fik nyt liv søndag, hvor kantspilleren blev udsat for racistiske tilråb i forbindelse med udekampen mod Mallorca.

Streamingtjenesten DAZN har offentliggjort en video, der fanger minimum én af Mallorcas tilskuere i at kalde Vinicius for en abe.

- Det virker som om, at det er Vinicius, der er problemet, men det er det ikke.

- Det er et problem for spansk fodbold i sin helhed, og det må løses, siger Ancelotti.

Selv om beskyldningerne om racisme har kørt i et stykke tid, har den italienske træner stadig svært ved at forstå, hvordan sagen overhovedet har kunnet udvikle sig.

- Hvad skal hans holdkammerater beskytte ham fra? Vinicius er offer for noget, jeg ikke forstår, siger Ancelotti.

La Liga meldte ud mandag, at man har i sinde at undersøge, hvad der er op og ned i sagen.

Real Madrid-truppen befinder sig lige nu i Marokko, da holdet onsdag møder egyptiske Al Ahly i semifinalen ved klub-VM.

Hvis Real vinder kampen, skal holdet møde enten brasilianske Flamengo eller saudiarabiske Al-Hilal i finalen på lørdag.

Ancelotti må se bort fra både Thibaut Courtois, Karim Benzema, Eder Militao, Lucas Vázquez og Ferland Mendy, der alle er ramt af skader.

De tre førstnævnte vil muligvis være klar til at spille i en eventuel finale.

Real Madrid, der kun har vundet en ud af holdets seneste tre kampe i La Liga, har fire gange tidligere stået øverst på podiet ved klub-VM.

/ritzau/