En positive coronatest: Hele fjerde årgang på Ejstrupholm Skole sendt hjem til test

Elev på Ejstrupholm Skole er testetet positiv for corona. Derfor er hele årgangen sendt hjem til test

15. september 2020, 08.45

- Standard-proceduren gik i gang, da vi erfarede, at en elev på Ejstrupholm Skole var testet positiv, siger skolechef Thomas Garsdal. Foto: Jacob Hove

EJSTRUPHOLM - Det er korrekt, at der er en elev på Ejstrpholm Skole, der er blevet testet positiv for corona.

Ordene kommer fra skolechef Thomas Garsdal, Ikast-Brande Kommune.

Testen blev taget i weekenden, og det betød, at man fra skolens og administrationens side kunne skride hurtigt ind og meddele forældre på fjerde årgang på Ejstrupholm Skole, at de fra mandag morgen skulle holde deres børn hjemme.

- Derefter har vi sat en standard-procedure i værk, der skal gennemføres, inden eleverne på fjerde årgang atter kan komme i skole, siger skolechefen.

Proceduren går ganske enkelt ud på, at der skal gennemføres to test af børnene, som naturligvis skal være negative, inden de atter kan komme i skole.

- Desuden tilråder vi, at børnene er så isolerede som muligt i perioden mellem de to test, siger Thomas Garsdal.

Forældre orienteret

Han peger på, at man måske kan synes, at det er noget af en overreaktion at sende en hel årgang hjem, fordi en enkelt elev er testet positiv for corona.

- Men man skal jo tænke på, at eleverne har gymnastik sammen, ligesom de deler fællesarealer i frikvartererne, siger Thomas Garsdal.

Den pågældende corona-smittede elev blev testet positiv i løbet af weekenden, hvorpå forældrene handlede lige efter bogen.

Skolens ledelse blev informeret, og det førte efter rådslagning med administrationen til, at samtlige forældre til børn på fjerde årgang på Ejstrupholm Skole blev orienteret om situationen, og hvorledes de skulle forholde sig i den aktuelle sag.