Corona-sikre kulturoplevelser i vente

Bakkehusets leder opfordrer alle glade koncertgængere og kulturforbrugere til at købe billetter nu. Samtidig lover spillestedet at refundere billeternes pris i tilfælde af aflysning

11. januar 2022, 09.37

Bakkehusets spillestedsleder Mette Petrea er ude med en klar opfordring om at få købt billetter til forårets koncertoplevelser. Foto: Flemming Hansen

KULTUR Spillestedet Bakkehuset er parat til at kickstarte en ny forårssæson med masser af gode tilbud til det kulturhungrende publikum.

Det lyder som en ret optimistisk reklame-udmelding midt i en tid, hvor kulturlivet generelt er lukket ned.

Men Bakkehuset har en baggrund med budskabet.

- Det vigtigste budskab lige nu er, at man skal købe billetter til det, man gerne vil se og høre, siger spillestedsleder Mette Petrea.

- Vi mærker tydeligt, hvordan billetsalget nærmest stopper, når der er opblussen i corona. I år er det især vigtigt, at der købes billetter. Vi har et fuldt program for første gang siden 2019 - det vil også sige mange flere udgifter, og indtil videre er der ikke noget, der tyder på ekstra hjælp fra kommunen eller fra statens hjælpepakker, så lige nu er vi utrolig afhængig af, at folk køber billet.

Ingen risiko

Det andet lige så vigtige budskab fra Mette Petreas side er, at der ingen risiko er ved at købe en billet til en koncert, der måske bliver aflyst.

- Hvis en koncert aflyses eller flyttes til en anden dato, man ikke kan, kan man altid få sin billet refunderet.

Bakkehuset har i øvrigt fulgt alle retningslinjer gennem hele corona-tiden og har heller ikke haft en eneste henvendelse om, at nogen skulle være blevet smittet i huset, så man skulle kunne være ret tryg til koncerterne her i huset.

-Det er vigtigt, at vi passer på hinanden, og det gør vi i Bakkehuset, så derfor skal man bare købe løs, uddyber Mette Petrea.

Forårets koncerter er klar

- Vi har vores første koncert, frokostjazz 5. februar, men vi ved endnu ikke, hvad vi kan lukke op for – er der fuld kapacitet, afstandskrav vi skal forholde os til? Det ved vi ikke, men vi er klar til det hele. 10. februar har vi vores første aftenkoncert med Jakob Sveistrup, siger spillestedslederen.

Ellers byder foråret på en række spændende navne som foredrag med Simi Jan, en solokoncert med Henrik Volf og koncerter med Ginne Marker, Almost AC/DC, Green Hill, Other Roads, Isse samt en række frokostjazzer.

- Vi sætter også snart efterårets koncerter til salg, så der er et pænt udvalg at vælge imellem.

Heldigvis havde Bakkehuset ikke planlagt arrangementer i denne lukkede coronatid.

- Der er ingen koncerter, men derfor sker der stadig noget i Bakkehuset. For det er nu, at alt skal planlægges og alt arbejde, hvor der er brug for fordybelse er også nu, hvor der er lidt ro på, så egentlig bliver der arbejdet på højtryk med alt det, som man ikke umiddelbart tænker så meget over, at et musikhus bruger tid på. Heldigvis havde vi ikke planlagt aktiviteter her i januar, da vi skulle have lagt gulv om – det er jo meget belejligt nu, hvor kulturen er lukket ned af corona endnu en gang, siger spillestedsleder Mette Petrea.