Knallertkører på sygehus

14. april 2020, 09.21

Foto: Martin Ballund

EJSTRUPHOLM En 17-årig mand fra Nørre Snede måtte langfredag en tur på sygehuset, da han blev kørt af vejen af en patruljevogn. Manden var mistænkt for at køre på en ulovlig knallert. Da ordensmagten ville standse manden, stødte patruljebilen ind i knallerten, hvorved den 17-årige endte i en dyb grøft og kom til skade. Politiet har af samme årsag anmeldt begivenheden til Den Uafhængige Politimyndighed, som nu vil undersøge, om politifolkene har begået fejl i forbindelse med standsningen af manden. Knallerten er sikret som bevismateriale, så det senere kan opklares, om den er »konstruktivt ændret«, som manden er sigtet for at have gjort.