Debat: Flexjobbere varslet fyret for at spare

Udgivet:28. juni 2019, 20.58

Læsetid:4 minutter

Heidi Sørensen er på egne og 39 andre fleksjobbere bekymret for fremtiden. ?Foto; Privat

af Heidi Sørensen Lindealle, 7430 Ikast

4 år siden

Debat Jeg er en kvinde, der på grund af helbredet er blevet godkendt til et fleksjob i den »gamle ordning«.

Forinden var jeg sygemeldt, indlagt, i forskellige behandlinger, arbejdsprøvninger, forsøg på revalidering for til sidst efter seks år. at komme i fleksjob i den »gamle ordning« i 2001 (pulje ordning).

Da jeg blev ansat i denne ordning fik jeg at vide, jeg altid ville høre til i den »gamle ordning«, men der kom ikke flere nye ind, så den ville få sin naturlige afgang, når de, der var i den, gik på efterløn, førtidspension eller lignende.

Vi er i alt 39 personer i Ikast-Brande kommune, der er ansat i denne ordning med lovning på, at der skulle vi blive indtil vores pension.

SFO ansat

Jeg har siden 2001 været ansat i Nordre Skoles SFO og er meget glad for mit arbejde. Det at føle, at jeg stadig er noget værd og kan bruges til noget godt og meningsfuldt trods mit helbred, gør mig glad.

Nu har Ikast-Brandes byråd bestemt, at denne pulje skal nedlægges 1. januar 2020 fordi de skal spare. De har kontaktet vores arbejdsgivere, og sagt, at de skulle finde ud af, om de havde penge/mulighed for at beholde os i den »nye fleksordning«.

Den vil koste vores arbejdsgivere væsentlig mere for de samme antal timer som nu, ellers skal vi måles på vores effektivitet, efter den nye ordning 1 januar 2013.

Fire timers arbejdsuge

For mit vedkommende betyder det, at min chef har råd til at betale fire timer ugentlig, som hun hele tiden har gjort.

Men hun fik 12- 17 timer ugentlig arbejdstid efter den gamle ordning.

Den nye udregning betyder, at hun stadig skal betale fire timer ugentlig, da hun ikke har flere penge, men får kun seks-syv timers arbejde af mig.

Altså flere tusinde kroner i lønnedgang til mig i måneden, og 10-11 timer færre til chefen/sfoen.

De fleste af os, der er ansat under »den gamle ordning«, arbejder i skoler, SFO'er, børnehaver/vuggestue. Altså kommunens egne tilbud, som på denne måde bliver forringet. De er i forvejen skåret ind til benet.

De er nødt til at sige, at de ikke har råd til at beholde os, eller kun have os i meget få timer ugentlig.

Jeg selv er i SFO'ens eftermiddagstilbud fire dage i ugen. Fra vi åbner til vi lukker og to aftener i ugen i vores aftenklub.

Per 1. januar 2020 skal jeg efter det nye tilbud være der to aftener i ugen. Altså er der en voksen mindre fire dage i ugen i SFOens eftermiddagstilbud.

I forvejen er der ikke er for mange voksne til at være omkring børnene. Så det med, at der er flere hænder i institutionerne, er vist kun valgsnak og tomme løfter.

Fleksjobber på fuld tid

Jeg var naiv og troede, at det at være fleksjobber handlede om, at vi skulle arbejde så mange timer, som vi kunne holde til, både for at bibeholde kontakten til andre mennesker, arbejdslivet og livskvaliteten som at bevare tilknytningen til fællesskabet. Men det er ikke tilfældet her, hvor de fleste går væsentlig ned i tid og bliver » ugens gæst« eller helt mister deres job.

Vi kan ikke bare arbejde pengene ind et andet sted - kunne vi det, var vi ikke fleksjobber.

Hvor skal vi finde glæden ved at passe vores arbejde og yde det, vi trods alt stadig kan?

Vi er der jo så få timer?

Jeg føler, det er diskriminerende, når man går så aggressivt efter en lille gruppe på 39 personer. Vi er blandt de svageste og kan nok ikke redde ret meget alligevel. Mange er gået grædende hjem efter denne besked, og har følt at nu skal vi starte helt fra bunden af igen.

Er det mon helt lovligt at flytte folk fra gammel ordning til ny ordning, når der står i lovgivningen, at det ikke er et nyt job så længe arbejdsopgaverne, stedet og arbejdsgiver er den samme. Heller ikke selv om man går ned i tid betragtes det som et nyt fleksjob i ny ordning. Hvordan kan de så presse os over i ny ordning, når det ikke er os, eller vores arbejdsgiver, der ønsker det. Jobbet er det samme bare med færre timer, efter deres nye beregninger.

Er det lovligt

Jeg kan huske byrådet også ville have mere betaling i 2002, så vi var flere der blev varslet fyret, men af en eller anden grund blev det sat i bero fra kommunens side - er det ikke mærkeligt?

Jeg synes, det er for dårligt, at besparelserne ofte rammer de små. I dette tilfælde på bekostning af 39 personer med dårligt helbred. Alle børnene, som bliver ramt af besparelserne, må endnu engang leve med færre hænder i kommunens børne- og unge tilbud.