Nu genåbner genbrugspladserne

De corona-lukkede genbrugspladser må åbne igen fra i morgen. Der arbejdes på at blive klar

30. marts 2020, 09.00

IKAST-BRANDE Portene til landets genbrugspladser kan nu åbnes efter af have været låste siden 11. marts, hvor store dele af det danske samfund blev lukket ned på grund af coronasituationen.

Sundhedsmyndighederne vurderer nu, at kommunerne kan åbne genbrugspladserne for private, hvis en række sikkerhedsforanstaltninger følges.

KL ændrer derfor sin anbefaling til at genbrugspladserne åbner fuldt ud og med fuld bemanding fra tirsdag 31. marts 2020.

- Vi kommer til at åbne. Vi har lov til at åbne fra tirsdag morgen, men om vi når at blive klar, er endnu usikkert, fortæller Henrik Engedahl (V), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ikast-Brande Kommune.

Nedlukningen af Danmark sendte flere millioner borgere hjem fra arbejdspladserne.

Kombineret med tørvejr og sol var det opskriften på veltrimmede haver, diverse renoveringsprojekter og generel forårsrengøring, hvilket helt naturligt efterlader en del affald - samt brok over manglende mulighed for at komme af med affaldet.

KL har gennem længere tid været i dialog med myndighederne om situationen, da der flere steder er opstået udfordringer med affald, der smides i blandt andet naturen eller andre steder, hvor det ikke hører til.

Således kunne lokalpolitiet i Herning onsdag morgen fortælle, at de havde haft fat i en 56-årig mand, som havde dumpet sit affald.

Det omfattede blandt andet gamle topmadrasser, som var blevet efterladt ved papircontainerne hos Ikast FDF på Præstevænget.

Hav tålmodighed!

At genåbne de lukkede genbrugspladser er ikke blot at hente nøglen og låse porten op.

Hjemsendt personale skal kaldes tilbage på job, der skal etableres skiltning og sikres muligheder for at holde afstand.

- Jeg tænker, vi kan få behov for en form for køsystem, siger Henrik Engedahl og tilføjer:

- Så jeg vil bede folk om, at alle ikke vælter ud til genbrugspladserne lige med det samme, fremhæver udvalgsformanden.