
Sunde fællesaktiviteter under halvtaget
Nørre Snede Gymnastikforening (NSG) har fået bevilget 15.200 kroner til anskaffelse af blandt andet et bordtennisbord, bordfodbold og en dartskive til foreningens klubhus. Pengene kommer fra kommunens sundhedspulje
Udgivet:27. januar 2023, 19.00
Læsetid:1 minut
Nye og forbedrede forhold er på vej til fodboldklubben til Nørre Snede. Foto: Tom Laursen
1 måned siden
SUNDHED Det er Ikast-Brande Kommunes sundheds- og ældreudvalg, der disponerer over puljen, som ved årsskiftet indeholdt 195.000 kroner.
Pengene er øremærket til at understøtte særlige lokale initiativer, som fremmer borgernes helbred og sundhed, og alle kan i princippet søge om økonomisk støtte til projekter, der falder indenfor denne ramme.
I Nørre Snede har fodboldklubben i årevis sukket efter bedre udenoms-aktiviteter, der kan øge og samle fællesskabet yderligere i og omkring klubhuset – både når der spilles kampe eller trænes, og når klubben er lukket.
Derfor er det planen, at de nye rekvisitter, som også omfatter stigegolf, en speciel sandkasse med racerbane og et såkaldt »bean bag-game«, skal placeres under et halvtag bag klubhuset, så alle kan komme forbi og benytte det.
- Fra udvalget takker vi for ansøgningen fra Nørre Snede Gymnastikforening, som vi nu har godkendt. Samtidig vil vi gerne slå et slag for, at flere bliver opmærksomme på muligheden for at få tilskud til for eksempel udstyr, der kan skabe lokale sundhedsfremmende aktiviteter, lyder det i en kommentar fra udvalgsformand Henrik Engedahl (V).
Tidligere bevillinger fra sundhedspuljen omfatter blandet andet 75.000 kroner til etablering af en sanseskov, 75.000 kroner til etablering af aktivitetsbånd i Engesvang, Klovborg Lokalråd fik i 2018 bevilget et tilskud på 35.703 kroner til anskaffelse af fitness-redskaber til den lokale naturlegeplads, og i 2021 fik Østervangs Venner 30.000 kroner til etablering af bondegårdsmiljø ved plejecenteret i Klovborg.