
Vejarbejde er brolagt med ventetid: Kommunens anlægsøkonomi er udfordret
Vejarbejdet på Claudisvej i Ikast lakker mod enden. Men først skal fortovet renoveres. Arbejdet ventes færdigt i slutningen af oktober
Udgivet:21. september 2022, 09.03
Læsetid:2 minutter
Sådan har Claudisvej i Ikast længe set ud. Men i løbet af efteråret vil det ændre sig. Foto: Michael Holmgaard Christiansen
8 måneder siden
IKAST Har du undret dig over, hvor længe vejarbejdet på Claudisvej i Ikast egentligt har stået på, er du sikkert ikke den eneste.
I måneder har vejen i det nordlige Ikast været enten spærret af eller uden asfalt.
Helt præcis siden januar.
Men det er der en god grund til.
Først skulle kloakeringen på Claudisvej renoveres, og regn- og spildevandsledningerne skulle separeres, så systemet fremover bedre kan håndtere store mængder vand.
Derfor blev asfalten skrællet af.
I samme ombæring har spildevandsselskabet fornyet vejafvandingen, og vandrør, el- og fjernvarmekabler er blevet skiftet, da de var enten slidte eller forældede.
Og når man alligevel er i gang, tager man også fortovene med.
- Ved et så omfattende ledningsarbejde ønsker Ikast-Brande Kommune - når det giver mening og i øvrigt er økonomisk muligt - at benytte lejligheden til at renovere vejopbygning og fortove, siger Karsten Dall Hardt Jensen, driftsingeniør i Ikast-Brande Kommunes Vej og Park-afdeling.
Separatkloakeringen var færdig i maj. Herefter begyndte så arbejdet med de øvrige forsyningsledninger. Denne del blev afsluttet i juli.
Nu venter så prikken over i’et - asfalten og belægningen oven på vejen. Arbejdet er helt færdigt senest 28. oktober, lover Karsten Dall Hardt Jensen.
Mange processer
Vi nærmer os altså et års tid med orange kegler på Claudisvej. Om der er tale om en uofficiel Ikast-rekord i vejarbejde, er uvist, men det er normalt at opgaver af dette omfang tager lang tid, forklarer Karsten Dall Hardt Jensen.
- En sådan »totalrenovering« har en lang udførelsesperiode, da der er mange processer og en del forskellige faggrupper involveret. Fordelen ved en totalrenovering er, at det er økonomisk fordelagtigt, og at der forhåbentlig ikke skal udføres større anlægsarbejde i en årrække, siger han.
Driftsingeniøren forklarer, at Ikast-Brande Kommune, ligesom mange andre, er påvirket af den generelle verdenssituation.
- Vi befinder os i en tid med mange udefrakommende forhold, der påvirker anlægsentreprenørenes kapacitet. For eksempel øget arbejdsmængde og mangel på medarbejdere. Endvidere er der øget leveringstid og store prisstigninger på en del materialer, siger Karsten Dall Hardt Jensen.
- Det udfordrer Ikast-Brande Kommunes anlægsøkonomi, hvorfor vi må agere fornuftigt og forsigtigt i forhold til tid, ressourcer og økonomi.
