Første forår som præst i Ikast Kirke: »Troen er det sted, vi kan gå hen med vores bekymringer«

Jes Nedergaard Espersens første forår som præst i Ikast blev på ingen måde som forventet. Men det lærte ham om livets sårbarhed og troens relevans – og om, hvordan man også kan være præst

30. juli 2020, 06.35

Mens Ikast Kirke var lukket, tænkte Jes Nedergaard Espersen og hans kolleger i nye måder, man kan være præst på. Derfor har de blandt andet tilbudt vandreture med fortrolige samtaler. Foto: Troels Witter

IKAST Den første påskeprædiken i kirken. Billedet med de første færdige konfirmandhold. Jes Nedergaard Espersen havde glædet sig til sit første forår som præst – og som præst i Ikast Kirke.

Men sådan kom foråret 2020 som bekendt ikke til at se ud.

Tomme konfirmandlokaler, låste kirkedøre og aflyste gudstjenester og møder blev det, der prægede Jes Nedergaard Espersens arbejdsdage i marts og april. Pandemi, værnemidler, ængstelse og afstand blev nøgleordene, og det har betydet en hverdag for den unge præst, som han ikke var forberedt på – og hvor hans virke blev relevant på helt andre måder, end han havde forestillet sig, da han i august sidste år blev præst i Ikast.

En voldsom oplevelse

- Det har godt nok været en mærkelig situation. Jeg har ikke de store personlige erfaringer med kriser, så det har været en voldsom oplevelse for mig, og det har som præst til tider været en udfordring at navigere og holde håbet oppe, fortæller Jes Nedergaard Espersen.

Det har været en stor hjælp for ham at have erfarne kolleger i nærheden, selv om den daglige kontakt til dem er foregået over Skype. Og så har de i fællesskab skullet finde nye måder at være præster på i en tid, hvor kirken har været lukket. De har gennemført svære samtaler på telefon og mail. De har inviteret til ”Walk-and-Talk” – gåture på tomandshånd med behørig afstand og tid til fortrolige samtaler. De har flyttet rundt på konfirmationsdatoer, der har været lagt fast i årevis. De har holdt begravelser under meget særlige omstændigheder, og de har på skift lavet videoandagter, som er lagt på hjemmeside og Facebook.

Debut som Youtube-præst

- Jeg havde ikke lige tænkt, at jeg skulle være Youtube-præst! Men synlighed på nettet betyder meget, og det betyder meget for folk her i byen, at det er deres egne præster, de kan se på nettet. På mange måder har Corona-krisen været en meget lærerig situation, og der er helt klart ting, vi kan tage med os, når hverdagen bliver mere normal igen. Hvis vi vil gøre kirken relevant, må vi også komme til dem, som ikke selv kommer i kirken. Det ved vi godt til daglig, men det er blevet endnu mere tydeligt under krisen, hvor kirken har været lukket, siger Jes Nedergaard Espersen.

Mangler et religiøst sprog

Krisen har nemlig også betydet, at troen har spillet en helt anden aktiv rolle for mange danskere, end den gør til daglig.

- Tro er et andet ord for håb. Når det hele vakler, finder vi jo ud af, hvor skrøbeligt livet er, og hvor små vi i virkeligheden er. Det er med til at åbne manges øjne for, at kirken har noget at bidrage med i sådan en situation. Men mange danskere mangler et religiøst sprog, og der skal vi som kirke blive bedre til at forklare, hvad troen og religionen handler om og kan betyde for helt almindelige mennesker, som ikke er vant til kirkens sprog, siger han.

Hvad blev der af meningen?

Men troen bliver udfordret, og præstens teologiske argumenter må stå sin prøve på en meget konkret måde, når utrygheden rammer et samfund, som det er sket under Corona-krisen. For hvis Gud er god, hvorfor findes der så Corona-virus? Er det Guds straf? Og hvad er meningen med det hele, når alting virker så meningsløst? Der er relevante spørgsmål nok for en præst at svare på.

- Kirken og troen har bestemt ikke svar på alle spørgsmål. Jeg kan som præst ikke sige, hvad meningen med Corona er, men jeg kan sige, at jeg i min tro har en Gud, der bekymrer sig og er tæt på os. Han er ikke en ophøjet og fjern gud, men så tæt på os, at hans egen søn også blev udsat for meningsløs lidelse. Derfor er troen for mig et sted, hvor jeg kan gå hen med mine bekymringer, siger Jes Nedergaard Espersen.

Svært at vise omsorg

Hans rolle som præst har også været udfordret i forbindelse med bisættelser og begravelser. For at mindske risikoen for smitte, har der været helt klare regler for, hvor mange gæster, der måtte komme til handlingen i kirken. I Ikast Kirke har det været 64 personer, mens det i områdets andre kirker har været væsentligt mindre. Deltagerne i kirken har skullet siddet spredt, og det har været med til at gøre begravelserne til en meget anderledes oplevelse – også for præsten.

- Det er ikke nemt at vise omsorg ved en begravelse, når man ikke engang kan give folk hånden, siger Jes Nedergaard Espersen.

Savner fællesskabet i kirken

- Så om ikke andet har coronatiden været med til at vise både præsten og os andre, hvor godt vi i grunden har det til daglig. De har også vist, at livet er sårbart – og at vi som mennesker har brug for at sætte ord og måske en tro på vores utryghed, der har været langt mere vedkommende og konkret end vi er vant til.

Men Jes Nedergaard Espersen glædede sig til den almindelige hverdag, hvor konfirmander bliver konfirmeret, hvor pårørende må komme med til en begravelse – og hvor kirkebænkene bliver fyldt om søndagen.

- Jeg savnede meget at holde gudstjeneste. Det er for mig det bedste ved jobbet som præst, og det er hovedhjørnestenen i kirken. Jeg savnede det fællesskab, man kan have i kirken om søndagen, både før, under og efter gudstjenesten, og jeg savnede at mærke årets rytme i kirken, for der kan man virkelig mærke, at vi er på en vandring sammen, siger Jes Nedergaard Espersen.