Triathlonsporten er andet end Kronprins Frederik

ISK Cheftræneren i den lokale svømmeklub Torben Lykke vil gerne have både børn og unge til at gå til Triathlon

Udgivet:25. september 2013, 09.26

Læsetid:4 minutter

SASKIA GAULKE. Triathlonsporten er andet end Kronprins Frederik SASKIA GAULKE

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

TRIATHLON Det handler om svømning, cykling og løb - og ud i en køre.

Men triathlon er også meget mere end en sej tronfølger - Kronprins Frederik - der fuldfører en ironman, - altså den fulde distance på 3,8 km svømning, 180 km cykling, 42,195 km løb.

 

Torben Lykke - cheftræner i Ikast Svømme Klub - er selv tidligere professionel triathlet - og vil gerne have gang i sporten i Ikast og omegn. Man skal kunne gå til triathlon lige som, man går til fodbold, svømning eller gymnastik.

Derfor er han i fuld gang med at puste liv i sin gamle klub, der i løbet af foråret og sommeren er kommet op på 18 medlemmer, der allerede har præsteret gode resultater ved en række stævner.

- Triathlon er en god og udfordrende sport, der breder sig alle steder. Og det er meget mere end en ironman, siger Torben Lykke, der heller ikke er bleg for at kalde den alsidig.

Man kan godt dyrke triathlon uden nogensinde at ville gennemføre den store distance.

- Der er masser af små stævner med mindre distancer, siger Torben Lykke, der selv stod som arrangør af et Triathlonstævne i Ikast Store Bededag.

Det var en gammel traver, der blev genoplivet.

- Der har tidligere været tri-stævne i Ikast, og da vi valgte at genoplive klubben igen, håbede vi på at kunne samle 30 og ville blive glade, hvis der var 50, der mødte op. Men vi blev overraskede og var nødt til at lukke, da tilmeldingerne rundede 100, siger Torben Lykke.

Tristævne

I 2014 bliver der også tristævne i Ikast.

- Vi håber på, at det bliver en del af Danmarksserien og vil til den tid kunne rumme 200 starter, siger Torben Lykke.

Han håber, at kunne få stablet mindst et ungdomshold på benene og opfordrer også til at stille med firmahold, hvor man stiller op som stafet med en mand pr. distance.

Distancen i Ikast er på 400 meter svømning, 18 km cykling og fire kilometer løb.

- Det er en overskuelig opgave, som man sagtens kan træne sig op til, også uden de store investeringer i udstyr, siger Ikast-træneren, der sideløbende med arbejdet i klubben også har skruet op for sine egne forventninger og satser på igen at komme i form til en fuld Ironman.

Hver søndag morgen mødes medlemmer på Vinkelgade på to hjul og tager en god cykelstur sammen, tirsdag aften bruges til svømning og når vejret tillader det også i åbent vand i både Silkeborg, Århus og Ringkøbing.

Den 12. oktober afvikles den legendariske Hawaii-ironman, og derfor vil man i den weekend kunne opleve Hawaiistemning omkring træningsbassinerne.

- Det er en oplagt mulighed for at lave noget socialt. Vi skal følge med hele natten og ikke mindst holde øje med vores lokale deltager Bent Hansen fra Herning, der er igen er med på stillehavsøen, hvor det hele startede.

Ironman er uløseligt forbundet med amerikanske Navy Seals og Hawaii. Her blev det første Ironman nemlig afholdt den 18. februar 1978 efter at en gruppe Navy Seals havde diskuteret, hvem af dem der var i bedst form. For at afgøre sagen én gang for alle, foreslog deres kommandør, John Collins, at man samlede tre eksisterende lang-distance konkurrencer på Hawaii til én konkurrence. Og vinderen? Ja, han skulle kaldes Ironman.

Verdens første Ironman

Dermed var Ironman-disciplinen født, og distancerne blev en sammensmeltning af tre eksisterende konkurrencer på Hawaii: Waikiki Roughwater Swim på 3,86 km, Around-Oahu Bike Race på 185,07 km og Honolulu Marathon på 42,195 km.

John Collins måtte dog skære 4,8 km af cykelruten for at få det til at passe med startpunktet for det traditionsrige Honolulu Marathon. 15 mænd deltog det første år, og 12 mænd kom i mål. Vinderen, verdens første Ironman, blev Gordon Haller, der kom i mål med resultatet 11 timer, 46 minutter og 58 sekunder.