En omgang hjernegymnastik

Ikast var blandt de byer, der fik besøg af Dansk Skoleskaks sommercamp

1. august 2020, 14.00

Læringschef hos Dansk Skoleskak, Mikkel Nørgaard, er her i gang med at indvi boost brainere fra Ikast i skakspillets mysterier. Foto: Tom Laursen

IKAST Og her gik man rundt og troede, at det gamle støvede skakspil var dømt yt, og at alverdens actionprægede computerspil havde fejet brikker og bræt af banen, men nixen-bixen.

- Vi oplever en stigende interesse for skakspillet, kommer det overraskende fra læringschef hos Dansk Skoleskak, Mikkel Nørgaard.

Han og en flok repræsentanter fra Dansk Skoleskak smed forleden anker ved Fælleshuset på Islandsvej i Ikast, der er en af de syv byer, som man aflægger besøg i forbindelse med sommerfremstødet Brain Booster.

Det er Aktiv Sommer under Ungdomsskolen, der har medvirket til at få Dansk Skoleskak til at lave en sommercamp i Ikast. 17 børn tog mod tilbuddet.

Campen strakte sig over otte timer, og i løbet af de timer nåede deltagerne at blive indført i mange af skakkens mysterier, ligesom de alle fik en flot T-shirt, hjernerigtig frokost samt et lækkert skakspil og et diplom for deltagelsen.

- Dansk Skoleskak blev skabt tilbage i 1960, og det betyder jo, at vi i år kan fejre 60-årsfødselsdag. Det handler ikke bare om at spille skak, men også bruge spillet som indføring til meget andet, forklarer læringschefen, der fastslår, at skakspillet har det bedre end nogensinde.

- Faktisk er hver tredje skole herhjemme tilknyttet Dansk Skoleskak, siger Mikkel Nørgaard.

Ved begyndelsen af campen fortæller hver enkelt, hvad de hedder, og hvad de interesserer sig for, og der er ingen, der har skak som førstevalg, når det gælder fritidsinteresser.

- Fodbold, computerspil, svømning og håndbold, kommer det lidt forsagt fra børnene, der sidder og stirrer op på en tavle, der forestiller et skakbræt med de to gange 16 brikker.

Megen læring i skak

De fleste af dem kender grundreglerne, men det er få af de fremmødte, der jævnligt har springere, bønder og tårne mellem fingrene. Der er dog enkelte undtagelser.

- Jeg spiller temmelig ofte skak med en kammerat. Det er sjovt, siger en af campens deltagere, 12-årige Anton Yavorskyy.

Han har først og fremmest meldt sig til campen for at få lejlighed til at spille med andre

Det betyder, at Anton får plads i et lokale blandt »tårnene«, der er de børn, der kender lidt til skak. Den anden halvdel sidder i et andet lokale, og her begynder man helt fra bunden.

- Der er mange måder at præsentere spillet for børnene. Vi har mange indgangsvinkler, og vi hører aldrig, at børnene synes, at skak er kedeligt, siger Mikkel Nørgaard, der i Ikast arbejder med de børn, der i forvejen kender til spillet.

Han peger på, at selve skakspillet rummer mange kvaliteter, der ikke lige handler om selve spillet.

- Udover at træne hjernen, så indebærer skakspillet også et element af koncentration. Man lærer med andre ord at sidde stille og tænke over tingene. Samtidig kræver spillet, at man har en ordentlig adfærd, så der er faktisk mange tillægsgevinster ved at spille skak, påpeger læringschefen.

Udover Ikast besøger Dansk Skoleskak og Brain Booster denne sommer Odense, Hjørring, Aalborg, Ballerup, Horsens og Herlev.

Anton Yavorskyy var en af deltagerne, da Dansk Skoleskak besøgte Ikast. Campen var henlagt til Fælleshuset på Islandsvej. Foto: Tom Laursen
En god gang hjernegymnastik som optakt til et nyt skoleår. Foto: Tom Laursen