Tyve i to villaer

1. oktober 2019, 06.47

Foto: Martin Ballund

nørre-snede To villaejere fra Nørre Snede rettede mandag henvendelse til politiet for at anmelde indbrud i villaer.

Det er gået ud over en villa på Lindbjerg Allé, hvor en terrassedør er brudt op. Gerningsmændene har været rundt i hele huset, og der er fjernet en fladskærm af mærket Samsung, en halv snes sølvbarrer samt nogle mønter.

Der er også begået indbrud i en villa på Strøget. Her er gerningsmændene også kommet ind ved at bryde en terrassedør op. Soveværelset samt yderligere fire værelser er rodet igennem, og der er stjålet smykker og kontanter.