Madmøder udsættes til 2021

I efteråret lancerede syv kommuner planer om en række ”madmøder”. Aktiviteterne er nu udskudt til næste år

19. april 2020, 08.02

Alle sejl var sat til hos de syv kommuner i det midt- ogvestjyske.Brødtekst: Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Skive, Struer, Lemvig, Herning og Ikast-Brande havde planer om at holde en række »madmøder«, som skulle fordeles ud over de deltagende kommuner og kulminere i en fejring af landsdelens fødevarer den 14., 15. og 16. maj. Aktiviteterne er nu udskudt til næste år. Foto: Privat

FØDEVARER-FEJRING Alle sejl var sat til hos de syv kommuner i det midt- ogvestjyske.

Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Skive, Struer, Lemvig, Herning og Ikast-Brande havde planer om at holde en række ”madmøder”, som skulle fordeles ud over de deltagende kommuner og kulminere i en fejring af landsdelens fødevarer den 14., 15. og 16. maj. Aktiviteterne er nu udskudt til næste år.

Hos Business Region MidtVest, der koordinerer aktiviteterne i en fejring af landsdelens fødevarer, er vurderingen, at selvom de danske myndigheder begynder at åbne gradvist op, kan man ikke opnå den ønskede effekt af Madmødet, hvis det allerede skal holdes i maj.

- Vores mål med Madmødet er at skabe værdi og på sigt øget forretning på fødevareområdet her i Midt- og Vestjylland. Det handler ikke blot om, at vi ville holde en folkefest med smagsprøver og tivoli. Hvis det var målet, kunne vi godt have holdt nogle hyggelige dage i maj 2020, men der ligger et større formål bag Madmødet, så derfor har vi valgt at flytte den store fejring til maj 2021, så vi kan få forløst det potentiale, der er i projektet, forklarer Ringkøbing-Skjerns borgmester Hans Østergaard, der netop har givet formandsposten i Business Region MidtVest videre til Skives borgmester Peder Chr. Kirkegaard.

Madcamino

Business Region MidtVests leder Susanne Nors håber, at de mange planlagte aktiviteter kan flyttes til 2021. Det gælder blandt andet ”Madcaminoen”, hvor man kan vandre på en fødevarerute i Vestjylland og Walk, Talk and Eat, hvor man kan vandre langs Vestkysten og smage på lokale fødevarer, mens man debatterer fødevarepolitik med lokale politikere.

Ved bondens bord

Det er ”Spis ved bondens bord”, hvor op mod 100 landmænd vil invitere hjem i stuehuset til middag og en snak om, hvordan de hver især producerer fødevarer. Og så var planen, at en lang række kulturinstitutioner ville åbne dørene til fællesspisninger, hvor man kan samles til en spændende middag for eksempel på Nørre Vosborg og Hjerl Hede.

- Der er blevet arbejdet intenst med at skabe Madmødet, og flytningen til 2021 betyder blot, at vi får et endnu mere interessant og stærkt Madmøde i 2021. Vi kan bygge videre på det, vi allerede har opnået og tilføje endnu flere interessante events og mennesker. For i vores syv kommuner er der en lang række interessante og innovative fødevareaktører, både producenter, forarbejdningsvirksomheder og kokke. Dem vil vi gerne bringe sammen til Madmødet, og på den måde hjælpe hver især med at udvikle deres forretning med det resultat, at vi gør dem og hele vores område rigere, siger Susanne Nors.

Kontinurlig indsats

Hun bakkes op af Peder Chr. Kirkegaard:

- Madmødet er ikke en enkeltstående event, men et kontinuerligt arbejde med udvikling af et helt erhverv, så derfor er det fornuftigt at udskyde til 2021. Vi vil fortsætte med at føre mennesker sammen i det kommende år fra hele værdikæden lige fra fiskeri og landbrugsproduktion, restauratører, procesindustri- og eksportvirksomheder. Ved at sætte de rigtige mennesker sammen kan vi få nye ideer og fremme nye samarbejder til videreudvikling af fødevareerhvervet, forklarer Skive-borgmesteren.

- Flytningen giver os mulighed for at få flere producenter og virksomheder med som deltagere i projektet, og dermed får vi i 2021 et Madmøde med endnu flere arrangementer og aktiviteter og kan tiltrække flere deltagere, som vil være med til at fejre fødevareerhvervet rundt i de syv kommuner, supplerer Susanne Nors.

Yderligere information om Madmødet 2021 kan findes på hjemmesiden Madmødet.dk.