Coronavirus i Kina: Ikast-virksomhed søger hjælp via ambassaden

Mangelfuld kommunikation om situationen på det kinesiske marked får Ikast-virksomheden Niebuhr Gears til sammen med andre at søge diplomatisk hjælp gennem ambassaden

20. februar 2020, 04.59

Rasmus Niebuhr, administrerende direktør for Niebuhr Gears, forsøger sammen med andre virksomheder at få overblik over situationen i Kina via den danske ambassade. foto: tom laursen

IKAST - Vi har svært ved at få adgang til information, og det gør det svært at overskue, hvordan situationen vil udvikle sig for os.

Sådan lyder det fra administrerende direktør Rasmus Niebuhr, Niebuhr Gears i Ikast, som med produktionsfabrik i byen Wuqing sydøst for Beijing, lige nu er berørt af spredningen af Corona-virus i Kina.

Fabrikken med 55 medarbejdere har været lukket helt ned i de seneste uger.

- I den periode har vi kun fået lov til at sende en medarbejder ind for at tjekke, at vores lagerbeholdning er, som den skal være. Ellers har ingen overhovedet haft adgang til fabrikken, siger Rasmus Niebuhr.

Sammen med den øvrige ledelse havde han set frem til en meddelelse om, at fabrikkerne i området fra denne uge igen ville få lov at genoptage produktionen.

- De kinesiske myndigheder er naturligvis under et kæmpe arbejdsmæssigt pres i øjeblikket, fordi både store og små virksomheder presser på for information. Vi kan se, at andre så småt får tilladelser til at åbne dele af produktionen, men vi kan ikke selv få nogen afklaring fra myndighederne. Derfor er vi i samarbejde med otte andre virksomheder derude gået sammen for via ambassaden og ad diplomatiske veje få adgang til information om perspektiverne for situationen, siger Rasmus Niebuhr.

Omkring to tredjedel af medarbejderene i produktionen har overstået den påkrævede isolationsperiode, de skal igennem, fordi de i forbindelse med det kinesiske nytår har været rejst hjem til familie i øvrige provinser.

- Så vi er principielt klar til at gå i gang med produktion, så snart fabrikken bliver åbnet igen. Men vi har stadig fem medarbejdere, der er rejst væk og nu sidder i isolation hjemme hos deres familier.

Isolation og øde gader

Niebuhr Gears, som er specialister i at udvikle små og store tandhjul til industriproduktion, har udover produktion i Kina også produktion i hovedkontoret i Ikast.

- Til produktionen her bruger vi dele fra produktionen i Kina, men vi har stadig sendinger undervejs fra før krisen eskalerede. Så foreløbig berører situationen i Kina ikke produktionen herhjemme. Men det kan naturligvis blive en realitet, hvis ikke situationen derude ændre sig, siger Rasmus Niebuhr.

Han fortæller samtidig, at krisen både konkret og forretningsmæssigt har konsekvenser, men at den også sætter personlige spor.

- Vores medarbejdere bekymrer sig naturligvis for både sygdom, deres familier og for deres arbejdsmæssige situation. Og så påvirker det også mennesker at befinde sig i byer, der før var myretuer af trafikkaos og aktivitet, og som pludselig ligger øde hen. Vores danske chef i Kina, Hans-Ulrik Thornberg, og hans kone sidder i isolation i deres lejlighed. En af dem må hver anden dag forlade lejligheden for at købe ind. Alle får målt temperaturen inden, de får lov at gå ind i for eksempel supermarkedet. Har man over 37,3, bliver man sendt direkte på hospitalet.

- Så af både forretningsmæssige og menneskelige hensyn håber vi alle, at situationen snart er under kontrol, siger Rasmus Niebuhr.