Opfordring fra gymnasierektorer: Opfyld de manges ønske om at kunne gå på et lokalt gymnasium

Udgivet:25. maj 2022, 11.57

Læsetid:5 minutter

Marianne Dose Hvid er rektor på Ikast-Brande Gymnasium og deltager nu - sammen med kolleger fra andre midt- og vestjyske gymnasier i den verserende debat om de unges frie valg til at vælge gymnasium. Foto: PR-Foto

LÆSERBREV I disse uger kan man i medierne læse og høre om ansøgere og forældres frustration over, at deres første prioritetsønske ikke er opfyldt. Som rektorer kerer vi os hver eneste dag om enkeltelevers trivsel, så derfor kan vi til fulde forstå de følelser, som skuffelsen over ikke at kunne begynde på sit ønskede gymnasium. Der er dog en meget større gruppe af elever, som har valgt at søge gymnasierne i Tarm, Lemvig, Struer, Ringkøbing og Ikast-Brande. Baggrunden for dette læserbrev er at lade dem og alle de andre elever som i fremtiden vil søge deres lokale gymnasium blive hørt, at give dem en stemme i debatten.

Tidligt op

Deres dag begynder tidligt. Elever fra de yderste afkroge af Struer Statsgymnasiums optageområde er så tidligt på færde, at deres kammerater, som bor lige op ad gymnasiet, vender sig en ekstra gang i sengen, når de første træder ud ad døren. Og når de sidste når frem til gymnasiet lidt før klokken 8, har de første været oppe et par timer. Klokken 14.55 slutter skoledagen – eleverne forlader skolen for at tage hul på den frie del af deres ungdomsliv med lektier, kæreste, job og sport, men for en dels vedkommende skal der først tilbagelægges mere end en times hjemtransport. Øges transporttiden, fordi de skal fortsætte deres rejse hver morgen og hver eftermiddag med de nødvendige ekstra 30 minutter, er der ikke megen tid tilbage til alt det, som også hører til ungdomslivet anno 2022. Og sådan er den daglige virkelighed for mange elever på gymnasierne, der ligger i hele Vestjylland.

Struer

Struer Statsgymnasium grundlagdes i 1932. Her måtte de unge fra et enormt opland rejse langt for at tage en ungdomsuddannelse. Op gennem 1960’erne og 1970’erne blev der skrevet Danmarkshistorie, da man etablerede institutioner i provinsbyerne. I det nordvestlige hjørne kom Ikast-Brande i 1973 og Lemvig og Ringkøbing i 1979. Tarm har uddannet studenter siden 1931.

Det betød, at landmandssønnen, fiskerpigen og industriarbejdernes børn nu tog en ungdomsuddannelse og videreuddannede sig som en naturlig følge af, at jobbene inden for de traditionelle erhverv blev færre. Den uddannelsessucces har hele Danmark nydt godt af, og politikere anno 2022 har taget ansvar for, at udviklingen ikke rulles tilbage.

Eleverne flytter til de større byer for at videreuddanne sig, yderområderne har lettere ved at rekruttere højtuddannet arbejdskraft, og lokalsamfundene nyder godt af de positive sideeffekter som tilstedeværelsen af akademiske arbejdspladser har. Nationale standarder sikrer, at vi i Danmark har det privilegie at have velfungerende gymnasieskoler med høj kvalitet overalt. De mindre oplandsgymnasier har været og er stadig leverandører af høje faglige niveauer og dannende ungdomsmiljøer til gavn for de unge, deres trivsel og deres fremtidsdrømme. Udbuddet af studieretninger og valgfag er ikke væsentligt anderledes på større skoler end på de mindre.

Færre unge

I tiden frem mod 2030 vil antallet af 16-19 årige falde de fleste steder i Danmark og dermed også i Vestjylland. Logikken i den eksisterende optagelsesbekendtgørelse og grundessensen i den nyligt indgåede fordelingsaftale er, at man skal understøtte de mindre gymnasier. Man har med andre ord fra politisk hold besluttet sig for, at man ikke vil lade markedskræfterne afgøre, hvor der skal være lokale skoler i Danmark. Politikerne har besluttet at visionerne om et Danmark i balance, om lige muligheder for de unge for at få en ungdomsuddannelse uanset forældrenes bopæl og om det gode ungdomsliv, har en høj værdi.

Det letteste ville være at lade falde, hvad der ikke kan stå selv, at lade tingene gå sin gang. Det giver ingen fordeling af elever, og dermed ingen som bliver skuffede over resultatet. På længere sigt løber man dog den risiko, at der er institutioner i provinsen i Danmark som må lukke. Det valg, som man fra politisk side har truffet, er at fastsætte principper for fordeling, er svært, fordi det indebærer, at enkelte elever ikke får deres 1. prioritetsønske opfyldt. Gevinsten er til gengæld at man understøtter, at de mange lokale elever på de mange mindre gymnasier i fremtiden kan åbne døren til et lokalt gymnasium.

Men ét er love og bekendtgørelser. Noget andet er at tage dem i anvendelse for at indfri de politiske visioner. Hvis ikke man tager redskaberne i værktøjskassen i brug, forandrer man ikke virkeligheden. I tider med store ungdomsårgange kunne man fra politisk side tillade sig – og det var godt – at prioritere elevernes første prioritetsønsker meget højt. Nu skrumper årgangene, og derfor skal redskaberne nu tages i brug.

De manges ønsker

Det fremtidige Danmarkskort over steder med ungdomsuddannelse må have det sigte at kunne opfylde de manges ønske om at gå på et lokalt gymnasium og de flestes ønske om selv at kunne vælge frit. Nogle debattører vil gerne fremmane det billede, at elevfordeling handler om at tvangsforflytte elever fra byerne ud på landet. Intet kunne være mere forkert. Den gode løsning ville være at eleverne kan optages på et udbud tæt på deres bopæl. Det handler om, at der ikke skal være urimeligt langt til en ungdomsuddannelse for de unge. I dag har man retskrav på at blive optaget på ens ønskede ungdomsuddannelse inden for en transporttid på 60 minutter. Det vil være urimeligt, hvis den transporttid de facto vokser, fordi der bliver længere til den nærmeste ungdomsuddannelse. Det frie valg er en grundlæggende god værdi, men den er ikke meget værd, hvis ikke man reelt set kan vælge noget.

Det gælder om at kunne opfylde de manges ønske om at gå på et lokalt gymnasium og de flestes ønske om selv at kunne vælge frit.

Kære politikere! Hold fokus på at institutionerne er værktøjer til at løse en samfundsopgave, nemlig at uddanne og danne de unge til gavn for de unge selv, for deres fremtids og for samfundets skyld.

Marianne Dose Hvid – Rektor Ikast-Brande Gymnasium

Catarina Kastrup – Rektor Vestjysk Gymnasium Tarm

Lars Roesen – Rektor Ringkøbing Gymnasium

Bo Larsen – Lemvig Gymnasium

Mads Brinkmann Pedersen – Struer Statsgymnasium